VICE-interviewet: Casper Christensen

Det her er VICE-interviewet. Her stiller vi aktuelle, kendte personer en fast række spørgsmål i håb om at komme tættere på, hvem de egentlig er.

Casper Christensen er vildt kendt. Når jeg tænker over det, kommer jeg frem til, at han må være det Danmarkskendteste menneske, jeg nogensinde har interviewet. Unge som gamle og dem midt imellem kender Casper C. Han har været på tv, siden jeg var en baby. Hvaffor 1 hånd og Transit, Husk lige tandbørsten, Mandrilaftalen, Langt fra Las Vegas og Klovn. Det er bare noget af det. Han er virkelig kendt. Og det har han (også) en holdning til, og den kommer vi til.

Nu har han begået en ny film – Dan Dream hedder den, og den har premiere 30. marts – og så har han og bedstevennen/kollegaen Frank Hvam for nylig annonceret, at nye afsnit af Klovn er på vej. Han er også lige blevet far – igen, det er tredje gang – til Cooper, sammen med hustruen Isabel.

Jeg mødte den nu 48-årige Casper Christensen en skidekold, snefuld februardag på Frederiksberg, hvor han også bor, for at stille ham en masse spørgsmål i håb om at kunne lære den her enormt kendte mand lidt bedre at kende.

Alle billeder af Daniel Hjorth

VICE: Hvilket minde fra din skoletid står stærkest?
Casper Christensen: I 9. klasse satte jeg en revy op, Den glade pavillon hed den, og den endte i en katastrofe med indkaldelse til skoleinspektøren og gråd – det var simpelthen for groft. Den banede ligesom vejen for, hvad jeg skulle fremover i livet, og samtidig var det jo utrolig pinagtigt. Der var forældre, der havde grædt over, at deres børn var blevet udstillet. Alt var forfærdeligt. Jeg havde bestilt ekstra store højtalere, fordi jeg ville have det til at spille så højt, at de små børn ville løbe ud, sådan helt idiotisk. Men den snak inde på skoleinspektørens kontor, den står meget klart. Han var rasende. Det havde været plat, det havde været sjofelt, det havde været ulækkert, det havde været nedgørende, og det havde været alt det, jeg fremover har gjort, samlet i én forestilling. Og jeg var flov, det var jeg sgu.

Hvad er den fineste ting, du ejer?
Jeg har flyttet rigtig meget og er blevet skilt, så der forsvinder rigtig mange ting på grund af det, men jeg har to ting, som jeg er meget glad for. Jeg har en lampe, som er en hula-hawaii-pige med et lille bastskørt med en tiki-agtig-halvtredser-stil skærm på. Jeg har købt den i USA, og den er jeg utroligt glad for – den har overlevet hele vejen igennem, og jeg kan virkelig godt lide hele det tiki-halvtredser-univers.

Og så har jeg min Montblanc-blyant. Når man får en virkelig dyr blyant, så beholder man den, så forsvinder den ikke. Alle andre blyanter og kuglepenne forsvinder, det gør den ikke, jeg har haft den i mange år, og jeg skriver altid med den, så den betyder noget.

Jeg skriver med blyant, fordi – især når man retter i manusser – så virker det mindre dominerende at skrive med en blyant ude i siden, end hvis man streger med en kuglepen. Med blyanten virker det mere som et forslag, end som at man retter.

Jeg har anstrengt mig for at skrive digitalt, men jeg har det rigtig godt med at skrive analogt, jeg kan godt lide at skrive på papir, jeg kan godt lide, at skrive på store stykker papir, hvor man kan skrive lidt her og der og lave nogle pile og sådan. Jeg er en lille smule gammeldags med det – det er svært at lære nye tricks.

Hvor mange mennesker har været forelsket i dig?
Man skal være meget påpasselig med ikke at forveksle fascineret og forelsket. Jeg har været i gamet i mange år, så der er garanteret mange, der på et tidspunkt har været fascinerede, men forelsket kan kun være folk, man har mødt. Rigtig forelsket i mig? 10. Højt sat.

Den der fascination, den forholder man sig til meget forskelligt, alt efter hvor man er i livet. I starten er det en vanvittig følelse, at nogen er fascineret af en, man er glad, man soler sig i det. Men efterhånden… jeg tænker aldrig over det mere.

Jeg synes, at det at være kendt er blevet en smule plat. Da jeg startede i 90'erne, der var det cool at være kendt, det var fanme sejt, nu er det efterhånden blevet sådan lidt… Det er langt mere spændende at høre, hvad folk gerne vil lave. Det er måske også let at sige, når man har prøvet det, jeg havde måske haft det anderledes, hvis jeg ikke var kendt. Og der er rigtig mange sjove ting ved det, men der er også rigtig meget lort, og det skal ikke være noget, der fylder for meget i dit liv, for det er egentlig ikke særlig vigtigt.

Jeg gider ikke slå realitybølgen oveni hovedet, for jeg kan godt forstå den modbølge, som realitybølgen er, men jeg kan da godt blive overrasket over, hvor meget medierne går op i realitystjerner, og hvor meget folk gider at læse om det i forhold til at læse om folk, der kan noget, som har noget på hjerte. Med al respekt for realitystjerner, så er det meget sjældent, at de foretager sig noget rigtig interessant. I min optik.

Men hvis jeg var 20-30 år yngre, kan det da godt være, jeg var blevet realitystjerne, at det var det, jeg var gået efter. Det skal jeg ikke kunne sige. Men det fandtes ikke dengang. Da jeg blev kendt, havde jeg ikke en mobiltelefon, og der var ikke noget internet.

Hvad er dit yndlingsudtryk?
Jeg skriver utroligt meget "super". Jeg er holdt op med at bruge emojis, for jeg synes, at det på en måde forfladigede, hvad jeg sagde, men nu skriver jeg så "super" til stort set alt, og det er næsten for meget. Så det er egentlig et udtryk, som jeg er ikke er glad for, men som jeg bruger meget.

Jeg siger også meget "fedt fedt fedt fedt fedt", og det gør jeg fra Klovn, og det er faktisk min tatovør, som siger det hele tiden. Og jeg har så samlet det op, og jeg kan simpelthen ikke slippe det igen. Det er en ting, der sidder fast, og som jeg ligesom har accepteret sidder fast.

Hvilken beklædningsgenstand ville du ønske, at du aldrig havde taget på?
Buffalo-skoene har jeg haft. Det var måske ikke nødvendigt, at jeg havde dem. Jeg ville gerne have gået gennem livet uden nogensinde at have haft en buffalo-sko på.

Afslut den her sætning: Jeg kan blive rigtig hidsig når…
Jeg bliver virkelig hidsig, når folk spærrer på fortovet. Det er helt latterligt, men det irriterer mig. Når folk ubetænksomt stiller sig og spærrer hele fortovet, fordi de skal snakke og har cykler eller barnevogne, eller hvad fanden de har. De ved, at der kommer andre mennesker. Det er sådan en ubetænksomhed, som signalerer; "min samtale med det her menneske er vigtigere, end at du kan gå her". Sådan noget kan irritere mig.

Kan du så finde på at sige noget?
Ja, det kan jeg love dig for! Så siger jeg; "vil I ikke være venlige at flytte jer?" Eller; "vi er altså andre mennesker." Jeg er jo en gammel mand.

Og så kan det irritere mig, og jeg kan blive fucking rasende, når folk beskylder mig for at stjæle. At kopiere fra udlandet. Jeg kan blive så fucking rasende, for det viser deres uvidenhed langt mere end min egen. For hvis Frank og jeg havde stjålet Klovn fra Curb Your Enthusiasm, og det sidder bare fast… Der har været advokater til at kigge på det, jeg har arbejdet for HBO, de har set på det, folkene bag Curb Your Enthusiasm har set det, og der er ingen, der nogensinde har beskyldt os for noget i den retning – det er kun nogle danske journalister, og det irriterer mig, det er tarveligt.

Er der et sted, du har et særligt forhold til?
Jeg har et meget særligt forhold til hotellet Chateau Marmont i Los Angeles. Det er et hotel, som jeg elsker at bo på, et legendarisk, old school Hollywood-hotel. Det har stor betydning for mig, for det har været mit mål i mange år at komme til at bo der, og endelig fik jeg råd til at bo der, og så blev det mit mål at være der så meget, at jeg kendte dem, der arbejdede der. Og hvis jeg skulle pege på et sted, hvor jeg har det rigtig godt udenfor mit eget hjem, så er det der. Jeg holder så meget af det, at jeg fik et smykke af mine venner i fødselsdagsgave, hvor de præcise koordinater til, hvor det ligger, er indgraveret.

Det er der alle rockstjernerne og filmstjernerne har fyret den af, der er fuld diskretion, det går langt tilbage i tiden, og man plejede at sige i Hollywood; hvis du skal fucke up, så skal du gøre det på Chateauet, for der slipper ikke noget ud.

Jeg holdt en fest der engang, de har sådan nogle bungalows, man kan bo i, og jeg boede i en af dem. Og så klokken fem om morgenen kom vagten og bankede på og sagde, at de havde fået en klage over, at vi larmede for meget, så han ville gerne hjælpe os med at få anlægget båret ned til poolen, så kunne vi fortsætte der. Det har jeg aldrig oplevet andre steder, det er en larger than life-følelse.

Afslut den her sætning: Problemet med unge mennesker nu til dags er…
At de ikke tager nogle flere chancer og giver sig selv 100 procent. Der er mange unge, der er lang tid om at få børn og flytte sammen og gifte sig – de har svært ved at slippe. De skal gå all in på tingene.

Det giver en eller anden form for viden eller erfaring, så de bliver endnu stærkere til næste gang. De unge er for bange for at miste det, de har, at gå glip af noget. "Jeg vil gerne lige være single lidt længere, så jeg ikke går glip af noget." RØV altså! Bare kør mand! Tag til udlandet. Bliv gift. Få børn. Start en virksomhed. Hvad fanden, hvis det ikke går; det er ligegyldigt.

Jeg har altid bare kastet mig ud i det, og man bliver bedre og bedre. Man får masser af tæsk, det gør man da, men det er skidegodt at få nogle tæsk, for det er også det, der inspirerer dig, det er det, der gør dig bedre. Det gør også, at tingene ikke ligner hinanden, og jeg kan ikke lide, hvis tingene ligner hinanden. Det skal ikke blive for meget af det samme og det samme og det samme, jeg kan godt lide, hvis der sker alt muligt, og så bliver man jo nødt til at sætte noget i gang – hvis du vil have nogle nye følelser indeni, så bliver du nødt til at gøre noget nyt. Du kan ikke opnå følelsen af at være fuldstændig kvalt i et parforhold i en lille lejlighed, og det er da også en vanvittig følelse, det er ubehageligt, men du får aldrig prøvet det, hvis du ikke gør det, og så prøver at bryde ud og gøre noget andet og opnår en vanvittig frihedsfølelse. Hvis du bare kører i samme spor – det er der ingen glæde i.

Kan du beskrive dit yndlingsbillede af dig selv?
Der blev taget et for 16 år siden, hvor jeg sidder klædt ud som en sømand fra 30'erne, fordrukken, med sådan nogle stumfilms-rander under øjnene, med en flaske whisky og bliver tatoveret. Det synes jeg er et virkelig sjovt og flot billede, som på mange måder viser, hvem jeg gerne ville være. Jeg ville gerne være sømand, og jeg ville gerne turde blive tatoveret, og det turde jeg ikke dengang – der er så sket noget siden. Men det var det, jeg ikke selv havde opnået.

Og så så jeg et billede forleden dag, der blev taget for halvandet år siden, hvor jeg bare står i en t-shirt og ser virkelig trist ud, og så har jeg den der åndssvage sorte brille med næse og overskæg på, det der Grucho Marx-skæg, men næsen er en pik. På en eller anden måde var det så plat og så dumt, men samtidig samlede det også min karriere en lille smule op. Det lidt for voldsomme og vulgære i pikken, de her briller, som var mit trade-mark, da jeg var ung, min fascination af Marx Brothers med overskægget, og så den her voksne mand i en hvid t-shirt. Det var et godt billede, fordi det ligesom beskrev mig og min karriere.

Afslut den her sætning: Jeg bliver bekymret, når…
Når politiet ringer på og siger: "Vil du være venlig og komme ned, din søn sidder i bilen." Det er sket en enkelt gang, og der blev jeg lidt bekymret. Han havde lavet lidt ballade, men på en sjov måde, viste det sig så. Men stadigvæk nok til, at politiet ringede på, og så blev jeg da bekymret.

Han var stukket af fra politiet på vandcykel nede i Søerne, hvilket politiet jo havde grinet lidt af, for de kunne jo bare se ham padle af sted.

Hvorfor stak han af fra dem?
Fordi det ikke var hans vandcykel. Og jeg måtte jo lige holde grinet tilbage, men politiet havde også svært ved at lade være med at grine. I sådan lille sø må man sige, at det var nemt for politiet at samle ham op på den anden side. Og vandcyklen er et meget, meget langsomt transportmiddel, det kan jo ikke stjæles… det hele var bare… morsomt.

Vil du helst have uforløste ambitioner eller ikke have ambitioner og være tilfreds? 
Hold kæft, det er et godt spørgsmål. Som menneske tror jeg egentlig, at jeg helst ville have ingen ambitioner og være tilfreds, men udefra set vil jeg langt hellere være sammen med et menneske, der er det modsatte. Men det at være tilfreds, det kan man ikke veksle med noget, det er en fantastisk følelse. Det har jo også en relativt høj pris at være, hvor jeg er i dag, det havde da også være meget fedt, hvis jeg bare havde taget en uddannelse, havde vidst, hvad jeg tjente og kørt den igennem. Havde boet med mine børn hele tiden. Det havde da været nemt. Ingen bekymringer, når jeg havde fri, kunne jeg gå hjem og hygge mig. Når jeg kommer hjem, så starter et nyt arbejdsliv op, så skal jeg finde på et eller andet nyt, skype med USA eller et eller andet. Så jeg forstår godt tilfredsheden i et uambitiøst liv, men sådan blev det ikke, og det er jeg rigtig glad for, for med et ambitiøst liv er der også sejre ind imellem.

Jeg har jo ikke opfundet noget som helst brugbart til den næste generation. Det er jo ikke sådan, at det var godt, at jeg var ambitiøs, og så opfandt jeg en eller anden kur mod kræft eller et eller andet. Jeg har bare underholdt nogle mennesker i nogle år, og når jeg så er væk, så er livet gået videre. Så i princippet kunne jeg ligeså godt have været tilfreds og ikke have lavet en skid hele livet, sådan i det helt store billeder.

Tænker du på det store billede?
Nej, aldrig. Jeg tænker direkte på, hvad der skal ske lige nu.

Hvornår har du sidst været flad af grin?
Jeg har haft en relativt lang alkoholpause, og så her sidste onsdag satte jeg mig sammen med tre gode kammerater – Dejan Cucik, en stor serber og en anden fuldstændig vanvittig fyr – ned på Sans Souci klokken to om eftermiddagen, vi skulle fejre, at jeg lige er blevet far igen. Vi gik igen ved midnat, og vi drak kun sådan noget eksjugoslavisk brændevin. Vi var så fulde, og der bestilte vi ikke andet end at grine. Det er sådan en hel urkraft. Vi er bare der, vi sidder fast i sædet, og der skreg jeg af grin. Det var terapeutisk.

Og når jeg er sammen med Frank. Der griner jeg hver gang.

Jeg synes eddermame, der er mange komikere, der er triste – både på scenen og af den. Som prøver at opfinde en eller anden side af sig selv, hvor de er specielle eller vrede eller bange for alting, og det er alt sammen et nummer, de laver for at skille sig ud fra mængden af stand-uppere. I bund og grund er de fleste stand-uppere nogle helt jævne, ret kedelige mennesker. Jeg har ikke set et stand-up-show i virkelig lang tid, og jeg kunne ikke forestille mig at gå på scenen selv. Jeg synes ikke, der sker særlig meget. Det interesserer mig ikke så meget længere. Der er stadig nogen, der er gode, der er stadig nogen derude, der kan imponere, det må jeg sige, men da jeg startede, syntes jeg, det var smart og nyt og hipt, det synes jeg overhovedet ikke mere. Det er næsten plat. I'm sorry.

Hvis du var bokser, hvilken sang skulle så spille, når du gik i ringen?
Jeg ved, at jeg ville vælge noget, som når jeg stod i salen ville være helt malplaceret. Det ved jeg bare. Jeg ville komme til at vælge et eller andet forkert. Jeg tror måske, jeg ville vælge noget 80'er-rock. Noget Bon Jovi-agtigt noget. Noget storladen stadionrock ville passe godt. Det ville jeg vælge. Puddelhundhår.

Da jeg var yngre og skulle optræde, havde jeg "Rage Against the Machine" på – aggression og sådan. Men det er på en måde den unge mand mod systemet. Nu er jeg mere til at blive båret ind på guldstol til "We're half way there…" med Bon Jovi eller sådan et eller andet lort.

Hvis jeg skulle lave et stand-up-show i dag, så ville jeg komme ind til Frankie Goes to Hollywood – "Welcome to the Pleasure Dome". Men det tror jeg ikke passer til boksning. Jeg skal ikke lave et stand-up-show, men jeg har musikken klar.