FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Jeg var kæreste med en pædofil

Han er stadig en helt almindelig mand, der ind imellem hjælper en ældre dame henover vejen, og ind imellem overtaler en teenager til at have sex med sig.
Illustration: Grace Wilson

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af Broadly

Min veninde og jeg var begge to 15 år. Vi var semifulde og havde røget en joint, da vi sad og lænede os ryg-mod-ryg opad hinanden på en svagt belyst parkbænk. Jeg havde for nylig introduceret hende for min kæreste, og nu ventede jeg pænt på, at hun skulle sige sin mening om ham.

"Han er jo ikke ligefrem Brad Pitt, men han er fin nok," siger hun, og jeg ved, at hun mener det storsindet.

Annoncering

Min kæreste er en splejset mand med kroget næse og hestehale, og så er han 29 år.

Jeg møder ham på nettet den dag, jeg tager mod til mig og uploader mit første billede - taget lidt fra oven, så jeg ser en lille smule tyndere ud, end jeg rent faktisk er - på et internetforum. Kort efter får jeg en besked. Han skriver, at jeg ligner Robert Plants sexede, uægte datter, og jeg får hormonsommerfugle i maven. En uge senere, efter mange timer på MSN Messenger, mødes vi i virkeligheden. Han er ikke så høj, som jeg troede, og hans hår lugter af fugtig kælder, men han roser mit hår. Og mine øjne. Og min røv. Vi snaver lidt, og så er vi kærester.

"Han skriver en sang med mit navn i, og selvom han rimer det med "Banana", så har jeg det som Yoko-fucking-Ono."

Han deler dårligt rullede savlindsmurte joints og billige dåseøl med mig. Han har et band, som er en moderat succes i den lille by, vi bor i. Han skriver en sang med mit navn i, og selvom han rimer det med "Banana", så har jeg det som Yoko-fucking-Ono.

Jeg overvejer, om det skal være ham, jeg vil miste min mødom til, men der er et eller andet, der føles mærkeligt, så jeg bliver ved med at finde på undskyldninger. Jeg får en bestemt følelse, når vi kysser. En følelse som på en eller anden måde trænger igennem min voldsomme teenageangst og behovet for at lade det gå ud over mine forældre. Det føles forkert, men ikke forkert på den gode måde - ikke ligesom at ryge en hel pakke smøger bag cykelskuret. Det går ud over det seje ved at være forkert, og det føles næsten lidt fareturende.

Annoncering

"Jeg er ikke rigtig til piger, der er ældre end 19, men bare rolig, vi har masser af tid," driller han en dag, hvor jeg undviger hans berøring. Da kan jeg mærke, at jeg vil ud af forholdet.

Jeg nævner ham for min lidt ældre veninde og beder om hendes hjælp til at afslutte det, eftersom jeg ikke tror, at jeg selv kan. Hun forsøger at skjule sin forargelse, men det virker ikke. Jeg laver en aftale med ham og sender min veninde i stedet for mig. Hun beder ham om at lade være med at ringe og truer med at sige det til mine forældre. Han siger, at hun ikke skal være bekymret, og at hans følelser for mig "udelukkende er faderlige."

Da jeg mødes med hende bagefter, giver hun mig et stort, langt knus. Han skriver til mig senere og kalder mig en beskidt kælling for at behandle ham på den måde.

Jeg svarer: "Tak, far."

Læs også: Jeg giftede mig med en sexforbryder

Næste gang, jeg ser ham, er et par år senere, hvor jeg passerer ham på gaden. Han undgår mit blik og går hånd i hånd med en pige på min alder, højest.

I betragtning af at jeg kommer fra et sted, hvor voksne mænd udvælger små piger i skolealderen og opdrager dem til at blive trofækoner senere, hvor brudekidnapning stadig er en ting, og hvor kirurgisk genskabelse af jomfruhinden er ligeså almindeligt som tandfyldninger, så er min historie ikke særligt chokerende. Det er ikke noget, man taler om, men det sker i Georgien - her er det bare en indbygget risiko ved at være teenagepige. Og eftersom mine forældres generation stadig anser jomfruelighed som den primære værdi, der gør piger attraktive på ægteskabsmarkedet, så var jeg da billigt sluppet. I det mindste fik han ikke lov at knalde mig, vel?

Annoncering

Foto: Alexey Kuzma via Stocksy

Ti år senere føler jeg stadig, at jeg i eller anden grad bærer ansvaret for, hvad der skete. Når jeg ser tilbage på det, forstår jeg stadig ikke, hvorfor jeg valgte at være sammen med ham, men valget var helt sikkert mit. Han tvang mig ikke til noget som helst. Det eneste, han gjorde, var at fortælle mig, at jeg var smuk, når jeg ikke selv følte mig smuk, og udtrykke sit had til "snerpede kællinger". Samtidig opfordrede han mig til at bevise, at jeg ikke var sådan en. Det var mit eget valg at snave med ham og sms'e farven på de underbukser, jeg havde på i skole, og fortælle ham, om jeg havde onaneret den dag. Jeg kunne have sagt nej. Jeg kunne have stoppet det. Det var mit oprør. Det var mit ansvar.

Der er nogle steder i byen - skumle, mørke steder der stinker af pis - hvor han kyssede mig, rørte ved mig og spurgte, om vi skulle løbe væk sammen. Når jeg kører forbi de steder, får det mig stadigvæk til at ryste, og for det meste uden bevidst at tænke på hvorfor. Ved de lejligheder, hvor jeg rent faktisk tænker tilbage på det, så giver mindet om hans kolde, slimede hånd på mig følelsen af at få et angstanfald. Når det sker, minder jeg mig selv om, at det vigtigste er, at han ikke fik lov at have sex med mig. Han fik ikke det, han allerhelst ville have: min såkaldte uskyld. Jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at jeg vandt.

Læs også: Min far er pædofil, og jeg sendte ham i fængsel

Annoncering

En dag nævner min kæreste en fodboldspiller, som er blevet idømt seks års fængsel for at have sex med en teenager. Jeg aner ikke, hvem han er, så jeg googler "engelsk fodboldspiller teenager sex" for at finde hans navn. Mens jeg læser historien, begynder flere årtier gamle følelser at vælte ind over mig. Af alle de historier der findes om mænd, som begår sexforbrydelser, så virker den her lidt for bekendt. Historien minder meget om min egen: sms'erne, alderforskellen, berømmelsen (eller en patetisk efterligning af den i mit tilfælde) er de primære faktorer i den kvalmende ligning. Jeg bryder mit løfte om ikke at græde på mit arbejde. Jeg ryger en cigaret uden at have drukket.

Det er ikke lighederne, der gør mest ondt - det er forskellene. I modsætning til fodboldspilleren fra Sunderland, Adam Johnson, så er min gerningsmand aldrig blevet straffet. Han er aldrig blevet udskammet af sine kolleger, han er ikke blevet trukket igennem medierne, endsige været i retten. Han er stadig en helt almindelig mand, der ind imellem hjælper en ældre dame henover vejen, og ind imellem overtaler en teenager til at have sex med sig.

Og min historie er ikke noget særligt. Han er hverken den første eller den sidste voksne mand, som slipper afsted med at "date" børn. Han er bare én af de mange skjulte småpædofile, der bor iblandt os og arbejder i det skjulte, medmindre de er for sjuskede eller bliver berømte. De vil fortsat i al stilfærdighed misbruge unge piger dag ud og dag ind, mens samfundet vil blive ved med at fortælle os, der er modige nok til at træde frem, at vi skulle have sagt nej tydeligere, at vi så ældre ud, eller at vi sikkert også nød det - som om det udligner noget som helst.

Annoncering

"Man kan ikke ændre, hvad der er sket. Man kan ikke gøre mit overgreb om."

Jeg ved ikke med sikkerhed, hvem den uudholdelige vrede, der bobler indeni mig, er rettet imod. Måske er det mig selv, for ikke at have stoppet det, mens jeg kunne, eller mine venner for ikke at have fået mig til at gøre noget, eller hans venner som vidste det og stadig ved det, eller ham personligt. Eller måske, selvom det piner mig at indrømme det, er det Adam Johnsons offer - pigen, som var modig nok til at kræve den retfærdighed, jeg aldrig får.

Hans tilstedeværelse er ligesom en stor fed bums i panden, som jeg godt ved, jeg ikke burde røre ved, men som jeg heller ikke kan lade være med at pille i. Vi har adskillige fælles venner på Facebook. Mit hjerte hamrer, når jeg klikker på hans profil, og jeg bliver lettet, når jeg ser, at hans posts primært er pinlige statusopdateringer skrevet i fuldskab. Han ligner sig selv på en prik bortset fra, at hans skaldede plet i hvert fald er blevet dobbelt så stor.

Man kan ikke ændre, hvad der er sket. Man kan ikke gøre mit overgreb om, men jeg er endelig begyndt at se tingene, som de hele tiden har været. I de sidste ti år med skyldfølelse og udmattende skam følte jeg, at han havde noget på mig - noget der var værd at tie stille for. Jeg havde det som om, der var en usynlig, uudtalt tavshedspagt mellem os. Det var hans sidste ulækre magtgreb om mig.

Adam Johnsons sag er ikke kun en anledning for mig til at genopleve den klamme relation, vi havde. At se en anden pige i den position, jeg var i, har fået mig til at se tingene på en ny og klar måde. Jeg får måske aldrig fyldestgørende retfærdighed, men i det mindste ved jeg nu, at faktum er, at der ikke er noget modargument. Der er ikke nogen delt skyld. Der er ingen dyb, mørk hemmelighed mellem to parter. I stedet er der en forbrydelse og et offer; en sexforbryder og et bytte - og jeg er ikke længere nogen af delene.

Annoncering

Ana Nikoladze er skribent fra Tbilisi, Georgien

Mere fra VICE:

Håndværkeren, der jagter pædofile i sin fritid

Mange pædofile overvejer selvmord, når de opdager deres seksualitet

Sådan sender du en internet troll i fængsel