Et år sammen med de ‘Dydige Pædofile’, der siger, de ikke begår overgreb

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

I starten af foråret 2015 tog jeg fra London til den amerikanske vestkyst for at møde Gary. Han var den første blandt mange pædofile, som jeg skulle bo hos. Gary er en af dem, som er trådt offentligt frem og sagt, at han ikke begår overgreb. Jeg skulle bo hos dem og fotografere dem, i et forsøg på at forstå og dokumentere, hvad det vil sige at være tiltrukket af mindreårige.

Gary er medlem af et online-fællesskab af mennesker, som “er seksuelt tiltrukket af børn uden at have valgt det”. Ifølge Gary og flere andre i miljøet er de ligesom homo- eller heteroseksuelle tiltrukket af enten piger eller drenge, men kun dem, der befinder sig indenfor bestemte aldersgrupper, der alle er under den seksuelle lavalder. De kalder sig for VirPed (Virtuous Paedofiles, red.) og beskriver sig selv som “Dydige Pædofile”, fordi langt størstedelen af dem påstår aldrig at have gjort noget seksuelt med mindreårige. De siger også, at de ikke har nogle intentioner om det.

Gary er også grundlægger af the Association for Sexual Abuse Prevention (ASAP).
“Vores forum er en hjælpende hånd til dem, som er bange for, at de kommer til at lade sig styre af deres lyster. Jeg er ikke selv i risikozonen længere. Jeg har accepteret min pædofili,” forklarer han. “Jeg handler ikke ud fra det, og det går mig ikke på.”

Jeg forventede en vis mistro fra miljøet, måske endda frygt, da jeg introducerede mig selv som dokumentarist. Det er trods alt deres anonymitet, der gør, at de ikke skal leve under konstante trusler. Men det viste sig, at folk som Gary meget gerne vil fortælle sin historie. Efter at have brugt nogle måneder på at vinde deres tillid arrangerede jeg et møde med dem.

“Alex, jeg henter dig i lufthavnen kl. 23:30. Jeg har en lyseblå jakke på.” – Gary

På vej over Atlanten gik realiteterne op for mig, og jeg begyndte at blive nervøs. Men efter at blive budt velkommen af Gary og være en del af hans liv i en uge, faldt jeg så meget til ro, at min opfattelse af ham var mindre og mindre formet af hans seksuelle tilbøjeligheder. Det viste sig at være samme situation med de andre. Som jeg så det, var de helt almindelige mennesker, der prøvede at leve et almindeligt liv, mens de bar en byrde, som de aldrig selv havde valgt at bære.

Ligesom alle andre mennesker havde de truffet nogle beslutninger om deres liv, som jeg havde nemt ved at forstå, og andre som jeg ikke kunne forlige mig med. Nogle af dem påstår, at de har valgt at leve et liv, hvor de generelt er isoleret fra børn, men i Ians job er han i direkte kontakt med børn. Med vores nuværende forståelse af pædofili virker det ligetil at afgøre, hvem af mændene, jeg besøgte, der lever ‘dydigt’, og hvem der ikke gør, men jeg synes, det var vigtigt at give dem alle den samme mulighed for at komme til orde.

Gary er gift med Tabitha, som for nylig er gået på pension. Parret har været gift i næsten 11 år, men det er 6 år siden, at Gary sprang ud af skabet, og indrømmede, at han tænder på små piger. “Jeg tror min reaktion på det var en langsom opvågning, og ikke et brat slag i ansigtet,” siger Tabitha. “Jeg ved, at jeg kan stole på ham, og at han ikke har gjort noget han skal skamme sig over. Mange af os har hemmelige ønsker og lyster, men hvis ikke man handler ud fra sine tilbøjeligheder, gør man ingen fortræd,” siger hun. Alle billeder af forfatteren.

Formålet med VirPed er at skabe et netværk, der fungerer som den slags støttegruppe, myndigheder og psykologer ofte negligerer. Der er selvfølgelig steder, man kan kontakte, hvis man har begået et seksuelt overgreb, men hvis man ikke har handlet på sine lyster, giver det ikke mening, at man grupperes sammen med dem, som har. Størstedelen af de medlemmer, jeg talte med, forklarede, at hovedgrunden til, at de blev en del af fællesskabet, ikke var at holde deres lyster under kontrol, men at de i stedet så det som en vej ud af den isolation og depression, der følger med, når man skal holde den slags hemmeligt.

Sammy var et af de andre medlemmer af VirPed, jeg besøgte, og han sagde “at have følelser for et barn uden at kunne tale med nogen om det er ligesom at være fanget på en øde ø. Man er så isoleret, at man begynder at miste forstanden lidt efter lidt. Mennesker er sociale væsener. Vi har behov for at tale med andre om de ting, der går os på. Når det handler om noget, der er så tabubelagt, kan man ikke rigtig tale med nogen.”

Der er mange, der bliver en del af forummet med det udgangspunkt, at misbrug af et børn er uundgåeligt, simpelthen fordi tiltrækning i sidste ende vil få dem til at reagere. Som Gary formulerede det: I de første 50 år af sit liv følte han sig som en “omvandrende, tidsindstillet bombe”. Med VirPed kan han måske undgå, at bomben går af.

Det skal siges med det samme, at mange af mændenes påstande ikke kan bevises. Måske bruger nogle af dem VirPed som et skalkeskjul. Måske er der endda nogle af dem, der er dristige nok til at bruge min fotohistorie til at frikende dem selv. Jeg kan ikke garantere, at det ikke er tilfældet, og jeg kan godt forstå, hvis nogen er mistænksomme.

Selv i Garys tilfælde er der ingen garanti for, at han ikke er kommet på afveje fra sin “dydige” sti. I 2007 var Gary og Tabitha plejeforældre for tre børn. Tre år efter anklagede børnenes biologiske mor Gary for at have krænket en af pigerne seksuelt.

Politiet frafaldt anklagerne, og det samme gjorde offeret i første omgang, da jeg mødte hende tilbage i 2015. Men for nylig er pigen, som i dag er 20 år gammel, vendt på en tallerken. Hun deltog i et afsnit af Dr. Phil tidligere på året, hvor hun konfronterede sine gamle plejeforældre og udtalte: “Det er forkasteligt, når Gary taler om at være en dydig pædofil. Jeg vil have, at folk ved, hvad han gjorde mod mig, og at han ikke er den mand, han påstår at være. Jeg er beviset på, at han lyver.” Jeg har forsøgt at få en kommentar fra hende i månedsvis, men uden held.

De følgende billeder er et udvalg fra den serie, jeg fotograferede i 2015 under min tid sammen med de pædofile, der holder sig i skindet. Jeg har valgt fire case-studier, som jeg føler dækker en bred vifte af de problemer, miljøet kæmper med.

Gary i sit hjem med Spunky, som er en af hans to schnauzere.

Efter at være kommet ud af skabet har Gary oplevet gentagne eksempler på fordomme og undertrykkelse, selvom han har insisteret på, at han ikke har gjort noget forkert. “Det mest traumatiske var, da jeg ikke fik lov til at starte på universitetet på grund af min seksuelle orientering,” siger han. “Det var heller ikke særlig sjovt at blive afhørt af politiet og at blive afvist på det eneste hospital i vores område. I 1999 blev jeg også afvist af en psykolog uden at få mine penge tilbage. Lige så snart jeg fortalte hende om det, gik hun helt amok og sagde: ‘Det kan jeg ikke håndtere.’ Hun nægtede at mødes med mig igen.“

Gary åbner dørene til den lokale kirke, hvor han forbereder en støttegruppe, der hjælper byens beboere med problemer som afhængighed og depression. Som medlem af Syvendedagsadventisterne er religionen centrum i Garys liv. Sammen med sin familie og andre religiøse har han selv været med til at bygge kirken, som stod færdig i 2014.

Da Gary var på en tur for at besøge sin datter, havde han arrangeret et møde med Sammy, som også er med i VirPed. De har kendt hinanden i årevis, men har ikke haft mulighed for at mødes i virkeligheden før. Her ses de to tale sammen på det motel, hvor de havde aftalt at mødes. På grund af den voldsomme fordømmelse, der følger med pædofili, spiller anonymitet en vigtig rolle. Det er væsentligt for medlemmerne, at VirPed er et sikkert og tilgængeligt forum for dem, der tænder på mindreårige. Derfor er det næsten uhørt, at man mødes udenfor forummet, som de gør her.

Sammy har været bevidst om sine tilbøjeligheder i 20 år. “Da jeg var 15, begyndte jeg at have følelser for en tre-årig pige,” siger han. “Fra den dag viste jeg, at jeg helt sikkert var pædofil.”

I internettets unge år, før VirPed og den slags, fandt Sammy støtte og bekræftelse i nogle af de fora, hvor man ikke mener, der er noget galt med pædofili, og hvor man åbent opfordrer til at have sex med børn. “Jeg fandt en side ved navn ‘De Pædofiles Befrielsesfront’. De fortalte mig, at det var helt normalt, at man blev forelsket i et barn, og at der ikke var noget galt med det. Det var virkelig rart at høre, men okay, de sagde selvfølgelig også nogle ret vanvittige ting engang imellem. Jeg har aldrig rigtig troet nok på deres retorik til bare at gå ud og gøre noget ved det i virkeligheden, men jeg skylder dem alligevel meget. De reddede trods alt mit liv.”

Sammy barberer sig, inden han skal til en af de utallige jobsamtaler han var til i de uger, jeg fulgte ham. Efter en del sjælegranskning gik det op for ham, at han havde følelser for sin ekskones søsters datter. For at undertrykke følelserne begyndte han at ryge hash. Han blev for nylig fyret fra sit arbejde, da han skulle aflevere en blodprøve i forbindelse med en forfremmelse, og den viste spor af THC.

Jack er tidligere medlem af VirPed og deltager aktivt i Garys gruppe ASAP. Han forlod VirPed for et par år siden, fordi han ikke mener, det er i orden at acceptere sine egen tiltrækning af mindreårige, bare fordi man ikke handler på det. Han mener, den slags tilbøjeligheder er en biologisk defekt, som skal undertrykkes. Han har valgt at blive hos ASAP, fordi de udelukkende beskæftiger sig med, hvordan man kan forebygge seksuelle overgreb.

Fra 1967 til 1989, fra han var kun 14 år gammel, påstår Jack at have forgrebet sig på over 300 drenge. Jack voksede op på et børnehjem, hvor han siger, at han blev tæsket, forulempet og voldtaget af både de ansatte og de ældre drenge på bostedet. Han er født med polio, så han blev betragtet som et nemt offer, fordi han var så svag og ikke kunne forsvare sig selv. “Jeg bebrejder ikke institutionen for, hvad jeg har gjort,” siger han. “Det kan godt være, at de har lært mig den adfærd, men det er mig selv, der har truffet de valg, jeg har, og jeg tager ansvaret for det hele – både det gode og det dårlige. Jeg er åben omkring mit liv. Jeg gemmer mig ikke bag mine forbrydelser.” Jack siger, at han ikke har forgrebet sig på nogen siden 1989.

“Mine forbrydelser var meget kalkulerede og meget bevidste,” siger Jack. “Jeg ejede kun, hvad jeg kunne have i min bil, så jeg kunne bevæge mig fra by til by, hver gang jeg frygtede, at politiet havde lugtet lunten. Jeg kørte fra landsby til landsby. Jeg forsvandt bare i ly af mørket. Jeg skrev aldrig under på nogle kontrakter og lejede altid kun et sted en måned af gangen. Hele mit liv handlede om at forgribe sig på drenge. Det var ikke bare et indfald eller et tilfælde. Alt var tilrettelagt.”

Jacks mantra, “Not Today! Not Ever Again!”, står mange steder. Det er på spejlet i hans badeværelse, i hans emailsignatur og det er tatoveret på hans håndled. “Jeg har taget så meget fra så mange. Jeg kan aldrig gøre det godt igen – nogensinde,” siger han. “Selv hvis jeg levede et helt liv til, kunne jeg aldrig gøre det godt igen. Jeg er ikke bange for at komme i fængsel. Jeg er bange for, at jeg kommer til at gøre det igen. Jeg vil ikke skade endnu et barn.”

Jack har stadig visse eftervirkninger fra sin polio. Derfor har han en plejer, der hedder Kenny (herover), som har boet sammen med ham siden 2011 og hjælper ham gratis. “Det var empati, der gjorde, at jeg fik lyst til at hjælpe Jack, og langsomt udviklede det sig til et venskab, som til dels er grunden til, at jeg stadig er her,” siger Kenny. “Jeg havde hjulpet Jack i et år, da han en dag sagde: ‘Jeg skal fortælle dig noget, og du må ikke dømme mig.’ Han fortalte mig det hele. Jeg er ikke typen, der dømmer folk.”

Kenny tænder en lampe på Jacks indhegnede terrasse. Kenny, som fortæller, at han selv blev seksuelt udnyttet som barn, er en af de vigtigste personer i Jacks kamp for ikke at begå et nyt overgreb. Træpladerne, der er omkring Jacks terrasse, forhindrer ham i at kigge på børn, der leger udenfor. Hvis Jack ser en lille dreng på gaden, ringer han straks til Kenny. “Det punkterer både min hemmelighed og den magt, hemmeligheden har,” siger Jack.

Ian er et andet medlem af VirPed. Selvom han også har været bevidst om sine lyster, siden han var teenager, har han aldrig følt et behov for at springe ud af skabet eller søge hjælp. Han sagde, at han hurtigt lærte at acceptere sig selv. Han fandt VirPed, da han besluttede sig for at finde nogle ligesindede at tale med. “Jeg er meget glad for at kunne snakke med de fantastiske mennesker på VirPed. Det giver mig allerede meget mere, end jeg turde håbe på,” siger han.

Ian har været sammen med sin mand i ni år, men han har aldrig fortalt ham om VirPed eller hans tilbøjelighed. “På det seneste har jeg tænkt meget på lægge kortene på bordet, men jeg vil ikke træffe nogle forhastede beslutninger. Der er så meget, jeg skal forholde mig til. Ville det gøre vores forhold bedre? Eller vil det for altid være en byrde, som vi skal arbejde os rundt om? Er der nogen grund til at indblande ham i et problem, som jeg sagtens selv kan håndtere?” siger Ian.

Ian hjælper sine yngre søster med bilen.

Ian har et tæt forhold til sin familie og vil rigtig gerne starte sin egen. Ham og hans mand taler om mulighederne for at adoptere. “Jeg er bange for at være tiltrukket af barnet,” siger han. “Jeg vil helst tænke, at jeg overreagerer, men jeg tror også på, at det ikke hjælper noget at ignorere problemerne. Jeg har ikke lyst til at stå i en situation, hvor jeg får børn, og så pludselig otte år senere erkender, at jeg har sat mig selv i en umulig situation”

Ian arbejder på et værested for børn, der er blevet udsat for misbrug. Han blev personligt udvalgt af en af lederne, som er bekendt med Ians tilbøjeligheder. “Jeg har tænkt meget på mit arbejde. I lang tid spurgte jeg mig selv, om jeg virkelig kunne håndtere sådan et job. Men i sidste ende kom jeg frem til, at der er mange mennesker, der arbejder sammen med folk de tænder på, og det betyder ikke, at de skal blive hjemme. Det betyder bare, at man skal forholde sig til sine følelser på en voksen måde.”

Ian kigger efter gode bøger til børnene på værestedet i bibliotekets børneafdeling. “Jeg vil så gerne se børnene vokse op og få et normalt liv og være succesfulde og glade. Det ved børnene godt, og det reagerer de på. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville gå lige så meget op i børnenes velvære, hvis ikke jeg var pædofil. Når jeg kanaliserer de følelser over i noget positivt, gør det min kamp med mine forkerte følelser tålelig. Pædofili er en del af mig: Jeg kan ikke ændre det uden at ændre, hvem jeg er. Alle min oplevelser, også de dårlige og ubehagelige, har gjort mig til et bedre menneske, ikke det modsatte. Selvfølgelig besværliggør det mange ting, men det er ikke det, der styrer mit liv. Min identitet er ikke formet af, hvem jeg tænder på. Jeg kan godt lide den person, jeg er, og jeg nyder mit liv. Jeg ville ikke bytte med nogen.”

* Visse navne er blevet ændret.

Se flere af Alexander McBride Wilsons billeder her og her.