Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Hvis du siger “Okay, so you’ve got a car,” til nogen, uanset om de er børn af 90’erne eller ej, så ved de, hvordan de skal følge op. Det er fordi, at Shania Twain og hendes musik er ikonisk.

Efter en lang kamp mod sygdommen borreliose, som i en periode påvirkede hendes sangstemme voldsomt, er Shania nu tilbage med Now, der er hendes første nye album i 15 år. Den kvinde, jeg møder på et fancy hotel i London, er langt mindre ekstravagant end popgudinden i leopardprint, som spankulerede rundt i ørkenen i videoen til “That don’t impress me much”.

VICE: Hvad er den fineste ting, du ejer?
Shania Twain: Jeg hader at sige det her, for jeg kan ikke lide tanken om at “eje” kæledyr. Men det bliver nødt til at være mine hunde. Jeg elsker mine hunde. Jeg har to: Den ene er en labrador, og den anden er et gadekryds, som vi har reddet fra at bo på gaden.

Tager de med dig rundt på tour?
De er for store til at rejse. Jeg har ikke lyst til, at de skal være nede i bagagerummet på flyet. Det er derfor, vi har to hunde. Vi fik gadehunden først, og så købte vi labradoren, så han havde en ven. Hvis jeg nogensinde går på pension -og det ved jeg ikke, om jeg nogensinde gør. Men hvis jeg en dag bliver det samme sted i mere end en måned af gangen, så tager jeg hundene med. De er ligesom en del af min familie.

Hvilken karriere ville dine forældre gerne have, at du valgte?
Det har altid været musik. Det ville have knust deres hjerter, hvis jeg havde lavet andet end musik. Men jeg havde slet ikke lyst til, at musik skulle være min karriere. Jeg var glad for det, men jeg havde ikke lyst til at leve af det. Jeg kunne ikke lide presset og opmærksomheden. Jeg elskede at bruge det som en ventil, ligesom nogle mennesker bruger madlavning. Men at gøre det til min karriere, var for mine forældres skyld.

Hvad ville du hellere have lavet?
Jeg ville gerne være arkitekt og interesserer mig især for de ingeniørmæssige aspekter af arbejdet. Jeg elsker strukturelt og rumligt design. Det er jeg faktisk stadig meget optaget af.

Hvorfor endte du så i musikbrancen?
Ja, det er et godt spørgsmål. Mine forældre døde, da jeg var 22 år gammel. Så jeg står der som 22-årig, og der er ikke længere noget pres i forhold til at blive sanger. Men når man er den alder, er alle ens venner taget på college eller universitetet. Der er ingen, der siger, at jeg skal lave musik, men det er det eneste, jeg kan finde ud af. Jeg havde investeret alle mine teenageår i at blive bedre og udvikle mig. Og nu har jeg også ansvaret for mine yngre brødre og skal sørge for, at de får mad på bordet. Det er den eneste måde, jeg kan tjene penge på udover at arbejde i en tøjbutik eller på McDonald’s. Så jeg valgte musikken. Der var ingen vej uden om, og jeg gav den alt, hvad jeg kunne. Da jeg fik min pladekontrakt, var det en livline for mig. Hvis man kommer derfra, hvor jeg kommer fra, og man får en livline, så griber man fat med begge hænder.

Okay, så tror jeg, at jeg vil stille et lidt lettere spørgsmål. Hvad er det seneste, du har været oppe til?
Hele natten. Jeg har været vågen hele natten, og så bare fortsat. Da jeg gik i 3.g og var omkring 17 år gammel, arbejdede jeg på en bar torsdag aften og i weekenderne. Og jeg arbejdede også på McDonald’s efter skole i hverdagene. Så hver torsdag var det skole, fire timers McDonald’s og så på arbejde på baren. Jeg arbejdede bag baren indtil omkring klokken 4 om morgenen, og så skulle jeg i skole lidt efter, så selvfølgelig holdt vi den kørende. Det værste var, at efter vi havde været vågne hele natten, tog vi direkte på McDonald’s for at få morgenmad. Det var den mest vanvittige rytme.

Den slags kan man klare, når man er 17.
Præcis. Jeg sov hele lørdagen, indtil jeg skulle på arbejde på baren om aftenen. Og jeg faldt tit også i søvn i skolen om fredagen.

Hvilket minde fra din skolegang står tydeligst?
Det handler om musik. Da jeg gik i folkeskole og var omkring 12 eller 13, havde jeg tit ikke ordentligt vintertøj, fordi vi ikke havde råd. Jeg havde ikke en ordentlig jakke og støvler og den slags. Så når det var frikvarter, hvor vi skulle være udenfor i 40 minutter, lige meget hvor koldt det var, spurgte jeg musiklæreren, om jeg måtte sidde i musiklokalet og arbejde på min musik. Det var han sød nok til at lade mig gøre som en slags frivillig undervisning. Men i virkeligheden lod han mig gøre det, så jeg ikke skulle være flov over at have noget forkert tøj. Musiklokalet var mit tilflugtssted. Det var det samme i gymnasiet, faktisk. Hvis jeg havde lyst til at pjække, sneg jeg mig ind i den lydtætte vokalboks og sad derinde og skrev sange i nogle timer, uden nogen kunne se eller høre mig.

Hvad er det tætteste, du har været på at have en stalker?
Jeg har faktisk haft et par stykker. Det har været lidt for tæt på, og det er meget forstyrrende i ens liv, fordi der er en besværlig proces, når man skal gøre noget ved det, og det er skræmmende. Det er en bivirkning ved berømmelsen, som man bare må leve med.

Hvad er det for en proces?
Det kommer an på, hvordan man bliver forfulgt. Men jeg er meget logisk omkring det. Hvis jeg eller nogle af mine nærmeste føler sig truet på nogen måde, så gør jeg noget ved det med det samme. Vi undersøger omstændighederne og prøver at finde ud af, hvad der foregår. I vore dage kan man meget hurtigt finde ud af, om det er en rigtig trussel, og man skal være proaktiv for at håndtere det.

Hvis du var bokser, hvilken sang ville du så gå i ringen til?
“We Are the Champions” med Queen. Den sang er bare så episk.

Du ville ikke vælge en af dine egne sange?
Okay, måske ville jeg vælge “Man! I Feel Like a Woman”. Det er min sang om at bestemme.

Det ville være en temmelig storslået måde at starte en boksekamp på.
Ja, ik?! Det er en af de sange, hvor jeg virkelig slår tingene fast. Den har endda et udråbstegn i titlen…