Broadly

Vejen til dig

Dette er et uddrag af Frederikke Kisums endnu ikke publicerede roman "Vejen til dig". Frederikke har udgivet 36 fanfiktion-fortællinger hjemmesiden Movellas og har over en million visninger. Dette er hendes første roman, der ikke er fanfiktion.

af Frederikke Kisum Andersen; illustrationer af Nicolai Bruun
22 december 2017, 3:36pm

Et eksempel på hvordan Frederikke Kisums roman kunne se ud. Illustration: Nicolai Bruun

Jeg tog kufferten op ved min side, da jeg stillede mig hen på rulletrapperne. På ingen tid havde de elektriske trapper fået mig fragtet ned under jorden, hvor den store togstation tårnede sig frem foran mig.

Folk strømmede frem og tilbage i hast og jag. Mange løb rundt med tasker på ryggen, med store mapper i favnen og poser i lange baner, hvilket indikerede, at de nok var på vej til eller fra job. Mens de alle stressede på deres vej, prøvede jeg ihærdigt på at finde midten af stationen. Hvis jeg havde troet, at der ville stå et stort kryds, som ville fortælle mig, at det var der jeg skulle stå, kunne jeg godt tro om igen.

Jeg fandt dog frem til en informationsstand, placeret mere eller mindre i midten af det hele.
Ovenpå den lille bygning, der var opstillet, var der et ur, hvilket forklarede mig, at klokken var ti minutter over tre. Tolv minutter over, hvis jeg skulle være helt præcis.

Efter at have stillet mig ved uret og ved informationsstedet, vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Som sagt havde jeg ingen anelse om, hvordan Dylan så ud. Derfor vidste jeg tydeligvis heller ikke, hvad jeg skulle kigge efter, når jeg spejdede ud over de mange mennesker.

I håbet om at han ville finde mig, trådte jeg et par skridt væk, så jeg endte med at stå lidt for mig selv. Kufferten placerede jeg tydeligt ved min side, inden jeg trak telefonen op af min lomme.

Jeg står klar i midten af stationen og venter på dig.

Beskeden var hurtigt sent af sted. Nu håbede jeg bare på, at Dylan kunne spotte mig gennem menneskemængden og tænke sig frem til, at jeg nok måtte være den, han ledte efter.
Et svar bippede ind lidt efter.

Hvis du bare bliver stående, skal jeg nok finde dig. Jeg er der snart.

Mine læber trak sig op i et nervøst smil. Jeg stod og trippede lidt med foden, mens jeg prøvede på at styre mine vejrtrækninger. Hvem havde troet, at jeg skulle ende med at blive så nervøs over mødet med Dylan? Selvfølgelig vidste jeg godt, at vi ikke som sådan kendte hinanden, men vi havde da skrevet lidt frem og tilbage, så hvorfor var det, at jeg ikke kunne formå at slappe lidt af?

Jeg havde intet at bekymre mig om. Hvis han, i værste tilfælde, ikke var, som jeg havde troet og prøvede på noget, ville der alligevel være mennesker omkring os hele tiden. Derfor var det også begrænset hvilke upassende ting, han kunne gøre her i offentligheden. Flere unge mænd gik forbi mig, og jeg tog mig selv i at studere dem.

En havde et pænt jakkesæt på, men så ikke specielt glad ud, hvis man tog efter hans ansigtsudtryk. En anden kom halv luntende i sportstøj, men havde til gengæld et venligt udtryk og et smil på læberne. Han så egentligt også ret godt ud. Da han passerede mig, sukkede jeg kort.

”Ja, det er svært at finde frem til den rigtige person, når man ikke har andet at gå ud fra end sin egen fornemmelse. Er han høj? Måske lav? Har han blondt eller mørkt hår? Kommer han i pænt tøj, som skulle han videre til fest, eller ser han laset og pjaltet ud?”

En meget varm og behagelig stemme snakkede bag mig. Ud fra, hvad der blev sagt, antog jeg dog, at snakken var rettet mod mig, siden jeg måtte se lettere forvirret ud.

Jeg vendte mig derfor også forskrækket og lidt tumult om for at se, hvem der pludseligt følte, at han skulle starte en samtale med mig.

Et par brune øjne samt et stort, skævt smil var det første, der mødte mig.

En fyr, på omtrent samme alder som jeg selv, stod nervøst og kiggede i min retning. Jeg kunne se, hvordan han afventede mit svar. De ord, han havde sagt, fik jeg gennemtænkt en ekstra gang, og jeg fandt mig selv gispe lidt efter. Hans ord havde været en hentydning.

”Dylan?” udbrød jeg. Var det virkeligt ham? Da han nikkede, kunne jeg ikke lade være med at ånde lettet ud. Inden jeg sagde mere, valgte jeg dog at udnytte situationen til at give ham elevatorblikket.

Han var klædt i en grå, meget stilet sweater, samt et par sorte jeans, der sad tilpas stramt. På fødderne havde han nogle lidt finere sko, end hvad jeg troede, han ville gå i. Håret var sat, men virkede alligevel til at stå ud til alle sider, som var det meningen. Smilet bar han stadig. Da et smil også krøb frem hos mig, måtte jeg indrømme, at han var ret så attraktiv.

”Josephine?” sagde han, da jeg stadig intet havde sagt. Denne gang var det min tur til at nikke.

”Jeg håber ikke, at jeg skræmte dig med pludseligt at snige mig op bag dig og begynde at snakke, som var jeg en sindssyg stalker. Det med at være børnelokker er nok lidt en svær titel at få påtaget mig, siden vi næsten har samme alder.”

Jeg kunne høre, hvordan jeg begyndte at grine, og det overraskede mig. Vi havde ikke engang sagt ordentligt hej til hinanden, og jeg stod allerede og morede mig over det, han sagde til mig.

”Ja, du skræmte mig måske lidt. Specielt fordi jeg var i min egen verden og prøvede at tyde, hvem af fyrene du eventuelt kunne være.” De chokoladebrune øjne fandt mine, og vi fik for første gang ordentligt øjenkontakt. ”Hvordan fandt du mig?” smilte jeg og rakte akavet mine arme ud til siden, som et tegn på at jeg gerne ville hilse ordentligt på ham i form af et kram.

Han forstod hurtigt min hentydning og trak mig ind i sin favn. De meget muskuløse arme omfavnede mig, og jeg tog mig selv i at indånde den duft af mandeparfume, der fyldte mine næsebor. Ikke nok med at han så ufatteligt godt ud, så duftede han lige sådan.

Da vi igen havde trukket os ud af krammet, svarede han muntert på mit spørgsmål.

”Egentligt var det ikke så svært at spotte dig i mængden. Selvom jeg ikke vidste, hvordan du så ud, havde jeg måske en anelse om, at du ville stå og kigge meget forvirret rundt. Da jeg så dig kigge meget grundigt på alle dem, der gik forbi, vidste jeg, at du nok var Josephine. Kufferten ved din side hjalp også på det.”

Jeg sænkede blikket mod gulvet under os. Varmen steg op i mine kinder, og jeg kunne mærke, hvordan jeg blev flov og genert. ”Var det virkeligt så tydeligt, at jeg prøvede på at finde dig ved min udelukkelsesmetode?”