"Serien kunne sådan set bringes i et modeblad – bare ikke med Maja som model"
Foto

"Serien kunne sådan set bringes i et modeblad – bare ikke med Maja som model"

Medmindre der var et magasin, der havde nosser nok til at vise den.
PK
billeder af Petra Kleis
8.9.16

Denne fotoserie er oprindeligt udgivet i The Photo Issue 2016
Hun fotograferer normalt åleslanke modeller. Og retoucherer. Men ikke denne gang, i den her serie har Petra Kleis blot justeret lidt på kontrasten. Og denne gang er den åleslanke model skiftet ud med Maja Malou Lyse, som er feminist og kunstner, formet og behåret – og nu model. Men ellers er set-uppet det samme. Der er fundet en lokation, der er en modefotograf, en stylist, en make up-artist og en assistent. Der er tøj og smykker fra dyre designere. Forskellen er, at Maja er Maja, hun er – med Petras ord – "naturel, hun har hår de steder, hun har hår, hun er det originale design," og det er hun helt tilpas i. Og det er forfriskende i en tid, hvor vi om ikke forventes have at det dårligt i vores kroppe, så i hvert fald at tilstræbe en bedre, slankere en af slagsen. I en tid, hvor hår fjernes – og manglende hårfjerning opfattes som et statement. "Det er vildt underligt, at hår under armene kan få os til at sige: wow! Vi er blevet så fremmedgjort overfor vores egen, naturlige krop, og det er virkelig dejligt at møde en, der er tilpas i den krop, hun nu har fået," siger Petra Kleis. "Vi ville for eksempel gerne fremhæve hårene under armene på en smuk måde. Der er et close-up i et rødt lys, hvor hun har smukke, mørkerøde læber og en armhule helt oppe i ansigtet. Og den, armhulen, er lige så meget en del af portrættet, som hendes øjne og hendes læber er."

Annoncering

Serien er blevet til i et samarbejde mellem Petra Kleis og stylisten Mia Holdgaard, som spottede Maja Malou Lyse og hev hende med ind i projektet. Stylisten og fotografen var vilde med den kun 23-årige feministiske kunstners stil. For feminist er hun. En ung, pyntet én af slagsen, én, de kan relatere til, én, de synes er cool. "Det er det, der er fedt ved Maja, som er en del af en art ny generation af feminister, der netop gerne må være pyntede, synes, det er fedt med nye, seje sko, og ikke behøver at at gå rundt i en grim, lilla undertrøje uden BH," siger Petra Kleis.

Da både hun og Mia Holdgaard arbejder i modebranchen, var de ikke i tvivl om, at en billedserie med Maja skulle skydes som en modeserie. En provokerende, fræk og in-your-face modeserie med en kvinde med holdninger og former, hun står ved, men stadigvæk en modeserie med alt, hvad en sådan indebærer. En modeserie i den forstand, at den skulle kunne bringes i den slags magasiner, de normalt laver serier til. "Vi har flyttet den almindelige, tynde model ud og sat en anden – for mig meget mere interessant – model ind. Serien kunne sådan set bringes i et modeblad, bare ikke med Maja som model – medmindre der var et magasin, der havde nosser nok til at vise den," siger Petra Kleis, som – selvom hun først fandt det en smule grænseoverskridende at skulle afholde sig fra det – på ingen måde havde lyst til at retouchere, "for Maja ser ud præcis, som hun skal," siger hun. "Maja er som 23-årig modigere, end jeg nogensinde vil blive i mit liv. Det er nøgent og meget ærligt."

Annoncering

Og det er egentlig også en stil – den nøgne og ærlige – hun ser sig selv og modefotografer generelt tage mere og mere til sig. "For ti år siden var råfilen en fuldstændig anden end den, du endte med at putte i magasinet – den skulle bare have noget Photoshop," siger Petra Kleis. I dag oplever hun, at succeskriteriet for fotografiet i højere og højere grad er at skulle gøre mindst muligt ved det efterfølgende. "Men det er da lidt skræmmende, når du er vant til at pille ved folks hud, øjne, tænder og alt muligt – der er jo ingen, der ser ud, som de gør i bladene."

Model/kunstner/feminist: Maja Malou Lyse
Fotograf/art director: Petra Kleis
Stylist/art director: Mia Holdgaard
Make-up: Mevlút Yilmaz
Styling-assistent: Maria Bluhme
Lokation: The Handvärk Apartment

T-shirt: Maikel Tawadros, smykker: Vibe Harsløf

Jakke: Nicholas Nybro, øreringe: Monies

Halskæde: Pilgrim