Bam Margeras liv gør mig bange for at dø


Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

De fleste af os når til et punkt i livet, hvor vi begynder at tænke på, at dem vi elsker skal dø en dag. Din mor, far, bror, søster, kæreste – de skal allesammen dø. Man begynder at tænke på, hvad man skal gøre, når det sker: Hvordan man håndterer sorgen, og hvordan ens liv vil blive uden dem. Bam Margera – en mand som tjente millioner på at fornedre sig selv og dem han elsker – havde tilsyneladende ikke overvejet det. For nyligt medvirkende Bam i et amerikansk tv-program ved navn Family Therapy with Dr Jenn. Så vidt jeg forstår, så handler det om, at kendte mennesker flytter ind i et hus sammen med deres nærmeste for at få den hjælp, de har brug for.

Da Jackass startede i 2000, var Bam en ung, lovende, professionel skater og en hjørnesten i en vennegruppe fra hans hjemby West Chester, Pennsylvania. Næst efter Johnny Knoxville og måske Steve-O var Bam det mest populære medlem af Jackass-crewet, og han var helt sikkert den, der var mest tilbøjelig til at dokumentere sit liv konstant: Viva La Bam, Bam’s Unholy Union, Bam’s World Domination, Bam’s Badass Gameshow… Rollen som ussel balledemager blev hans brand. Ligesom med Jackass havde man i starten lyst til at være en del af det. En del af joken og kaosset. Det drejede sig altid om hans talent for drengestreger. Selvom der ofte var semiseriøse konsekvenser af den evige syndflod af pranks, gags og stunts, så blev der altid taget let på det. Bam Margera blev født til at være på TV, men måske ikke på den måde, som han er nu.

Videos by VICE

Bams drengerøvs-jeg døde med hans bedste ven. Den højt elskede, fjollede Ryan Dunn kørte ind i et træ med høj fart i 2011 efter at have drukket. Ulykken dræbte både Dunn og Zachary Hartwell, som var produktionsassistent på Jackass Number Two. Dunn var 34. Mens venner og familie lagde blomster ved ulykkesstedet, blev Bam Margera interviewet på kamera. Han var i chok og stod der i total forvirring, som om han var fanget i en film, mens dette intime, sorgfyldte øjeblik blev gjort tilgængeligt for hele verden. Manden som havde viet sit liv til reality-TV og fået folk til at følge og elske sig, var nu trængt op i et hjørne af det selvsamme medie i øjeblikket, hvor han mistede sin nærmeste ven.

Bam var ikke den samme efter det, og hvordan skulle han kunne være det? I hans seneste tur på TV, fortæller han, at han aldrig havde overvejet, at han kunne miste nogen, der stod ham så nær, og at chokket efter Dunns død sendte ham hovedkulds ind i et alkoholmisbrug. Han fortæller det hele med vilde øjne, bandeord og en blødende hånd fra at have slået en bilrude ind. Hans drengede selvtillid var blevet forvandlet til ængstelig forvirring. Det liv, han havde bygget op, virkede nu ødelagt, fremmedgjort og meningsløst. Han begyndte at tage på, og den sprælske unge skater forvandledes til et oppustet, forgrædt vrag.

Og nu er han tilbage i realitygenren sammen med sin mor – som formentlig har lidt under hans udskejelser længe – hvor han forsøger at få hjælp til sit misbrug og sine problemer. Mange ville formentlig indvende, at det ikke er en optimal måde at hjælpe nogen på – på kamera og under seernes hårdt dømmende blikke. Men for ham er den virkelighed velkendt, og den må give ham en følelse af stabilitet. Efter Viva La Bam dalede hans programmer gradvist i popularitet. Hans seneste TV-optræden, Bam’s Badass Game Show fra 2014, var milevidt fra de ekstreme stunts fra Jackass-æraen. Væk var udskejelser som at hoppe på hovedet i en skraldecontainer eller at få en olfert af at hoppe ned fra et træ. Det format, som folk elskede, havde forvandlet sig til et billigt gameshow med tamme gags, dårligt castede medvirkende og irriterende deltagere.

I Family Therapy får Bam – forhåbentlig – lov til at være den, han rent faktisk er: En følelsesmæssigt plaget og meget følsom mand. Den side af ham kom til udtryk selv i Jackass. Hans ekstreme fobi for slanger viste sårbarhed, da den blev udnyttet af de andre medvirkende til at fremprovokere angstanfald. Da han var spærret inde i en campingvogn med en cobraslange, fældede han de formentligt eneste tårer, der nogensinde er blevet grædt i Jackasssom følge af andet end at kaste op.

Det er forfærdeligt og hjerteskærende at se, hvordan en ung mands død kan ødelægge en andens liv, men det beviser, hvor stor en magt, sådan en hændelse kan have over en. Bam Margera havde alting, men hvad betød det uden Ryan Dunn? Det blev formentlig forværret af, at hans onkel Vincent ‘Don Vito’ Margera blev dømt som sexforbryder og senere døde af alkoholmisbrug i 2015. Bam skabte et brand omkring sig selv og sin familie på reality-TV, men han kunne ikke overkomme virkeligheden, da den indtraf.

Bams alkoholmisbrug er skræmmende. Det viser, at de mennesker som er allervigtigst for os, kan efterlade os fuldstændig ødelagte, hvis der skulle ske dem noget. Det kommer an på den enkelte; hvordan man håndterer en personlig tragedie. Nogle af os går måske i stykker, når vi konfronteres med livets meningsløshed, mens andre er mere modstandsdygtige. Bam Margera besidder tilsyneladende ikke den modstandsdygtighed, men det forhindrer ikke programmet i at vise ham græde i sin mors arme.

Mere fra VICE:

Ting man kun ved, når begge ens forældre er døde

Jeg hedder Megan, og jeg er alkoholiker

Hardcore-gamere viser deres værelser frem