Hvad ville der ske i minutterne og timerne, efter Nordkorea affyrede et atommissil mod USA?

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Hvis du ikke lige har holdt øje med Nordkorea i 2016 – året hvor de store atommagter som Rusland, USA, Storbritannien og Kina alle sammen kæmpede om det geopolitiske rampelys ved at lave det ene vanvittige stunt efter det næste – har du måske midlertidigt glemt, at det lukkede land fortsat truer sine fjender med atomkrig.

Og måske har du hørt på den trussel i så lang tid, at det bare lyder som tom snak, men Nordkorea har også arbejdet hårdt på at udvikle og teste de teknologier, der beviser, at deres trusler faktisk kunne blive til mere end varm luft – især den meget imponerende interkontinentale ballistiske Kwangmyongsong-missil. Et missil, som vi i februar fandt ud af er i stand til at nå Los Angeles.

Den seneste analyse lyder på, at Nordkorea i 2020 vil have et “pålideligt” atommissil, der i princippet kunne ramme amerikansk jord. Men ifølge Rodger Baker, der er den førende Nordkorea-analytiker hos Stratfor, et militært efterretningsselskab med hovedkvarter i Austin, Texas, handler det ikke om, hvornår deres missiler bliver pålidelige. “De er nok i stand til at ramme USA allerede nu,” siger han og tilføjer, at analytikere hos det amerikanske militær allerede nu “opererer med antagelsen om, at Nordkorea har evnen, også selvom det endnu ikke er blevet demonstreret 100 procent.”

Med andre ord er Nordkorea klar til atomkrig – lidt på samme måde som din ven, der bliver ved med at prøve på at få dig til at lytte til hans mixtape, er klar til at optræde til P3 Guld: Vi er alle sammen ret sikre på, at det ikke ville gå så godt for ham, men hey, hvem ved?

Tidligere på året lavede Bakers hold på Stratfor en detaljeret analyse af, hvordan USA kunne udslette Nordkoreas atomarsenal, og hvordan svaret fra Pyongyang formentlig ville se ud. “Det er vigtige scenarier at udforske,” fortæller Baker mig.

Derfor får jeg Baker til at hjælpe mig med at regne ud, hvad der ville ske på dagen, hvis Nordkorea angreb først – fra optakten til der efterfølgende udbrød krig. Nogle aspekter af hans forudsigelser overraskede mig. For det første siger Baker, at hvis du går og tror, at USA bare med det samme ville trykke på alle de store, røde knapper og bombe Nordkorea sønder og sammen, så er du sandsynligvis ikke en specielt strategistærk militærleder.

Fase 1: USA opsnapper sandsynligvis, hvad der er ved at ske, længe før missilet affyres

Baseret på vores kendskab til Nordkoreas militære isenkram, er det nok ikke så sandsynligt, at et atommissil pludselig bare bliver skudt op af en underjordisk silo. Nordkorea har et par forskellige potentielle affyringsmetoder, men den mest pålidelige ville være via et gammeldags – og ekstremt åbenlyst – affyringstårn. Men ifølge Baker er den mulighed faktisk er den værste, fordi efterretningstjenesterne i de lande, Nordkorea er uvenner med, ville have rigeligt med tid til at opdage intentionen. “Sådan et anlæg kan tage alt mellem to dage og to uger at stille op og gøre klar.”

Nordkorea har så sent som i december foretaget succesfulde opsendelser fra ubåde, men med ubådsmissiler kan landet kun affyre fra en position højst et par hundrede kilometer ud for egen kyst, og Nordkoreas skodubåde ville få svært ved overhovedet at nå så langt.

En bedre mulighed ville være at affyre atommissilet fra en såkaldt transporter erector launcher, eller TEL. “Du kender dem sikkert fra film og TV. Det er egentlig en stor lastbil med trailer,” fortæller han mig. “Det tager allerhøjest et par timer at flytte missilet ud af tunnellen, klargøre det og affyre det.” Og bare så du lige er klar over det, så ejer Nordkorea nok i hvert fald et par TELs, eftersom landet købte nogle fra Kina i 2012, som stolt fremvises med jævne mellemrum.

Men Baker er sikker på, at selv en forberedelsestid på en time er nok til, at resten af verden lugter lunten. Han henviser til den intense overvågning af området via et internationalt netværk af radarscanninger, satellitfotos og varmesøgende målingsudstyr. “Meget kort tid efter, nordkoreanerne har udført en prøvesprængning, kommer der meldinger fra USA og Japan om, hvorvidt prøvesprængningen har været en succes eller ej, og det er, fordi de har holdt øje med det hele, selv når nordkoreanerne fyrer raketter af med deres mobile systemer,” forklarer Baker.

Med andre ord siger han altså, at der ikke rigtig ville være tale om et overraskelsesangreb. “Først skifter alle missilforsvarsinstanser til højeste alarmberedskab,” siger Baker. Derefter vil de japanske missilforsvarsskibe blive sejlet i stilling.

Fase 2: USA og Japan overvejer et forebyggende angreb

Det bedste forsvar er naturligvis et godt angreb. Ifølge udenrigspolitiske analytikere fra George Washington University Law School kunne USA give grønt lys til et forebyggende angreb mod Nordkorea, hvis efterretningstjenester bekræfter, at Nordkorea er ved at tage tilløb til et nukleart angreb på USA. Og efterfølgende ville USA have ret gode chancer for at retfærdiggøre angrebet over for FN. 

Ifølge Baker kunne den beslutning i princippet ske uden så meget som et opkald fra præsident Trump.

“Jeg tror, at det i sidste ende er noget, der ville blive afgjort af militæret,” fortæller han mig. Han forklarer også, at militæret godt kan lide forebyggelsesangreb. Det er risikabelt at afvente et angreb og håbe på, at det bliver pareret. Men hvis man derimod slår til først, “har man 100 procent chance for at spolere missionen, og det vil klart være præferencen.”

Til gengæld kunne et sådant angreb få USA på kollissionskurs med Kina, Rusland og endda Sydkorea. “Fra et politisk standpunkt,” siger Baker, “ville det nok være bedre at lade Nordkorea affyre og så skyde det ned, end det ville være at slå til, mens missilet stadig står på platformen.”

Så det er usandsynligt, men ikke udelukket, at USA forsætligt ville lade et nordkoreansk missil forlade jorden med kurs mod dets territorium.

Fase 3: Et missil affyres

Selv hvis affyringen er succesfuld, er det ikke sikkert, at missilet ville komme i nærheden af det amerikanske fastland. Interkontinentale ballistiske missiler er i bund og grund selvmordsrumskib, der forlader jordens atmosfære umiddelbart efter, de affyres. Undervejs er der stor sandsynlighed for, at sprænghovedet beskadiges, og det er usikkert, hvor langt Nordkorea er nået med dets fremføringsteknologi.

Så er der selvfølgelig det ekstremt åbne spørgsmål om, hvor dette hypotetiske missil ville være på vej hen. Ifølge Baker er det svært at sige, hvor i USA Nordkorea kunne finde på at angribe, og at steder som Hawaii og Los Angeles, der er inden for rækkevidde, ikke er de eneste områder, som Kim Jong-un har truet. “Vi kan huske det kort, som de udgav billeder af for nogle år siden, hvorpå der var små streger, der måske og måske ikke løb direkte hen til Austin,” siger han.

Fase 4: USA og Japan forsøger at skyde missilet ned, før det rammer

Der er både radarsystemer på jorden og satellitter, der konstant er på udkig efter så meget som en varmebølge fra en opsendelse,” siger Baker. USA har længe haft planer om at implementere et missilforsvarssystem kaldet THAAD i Sydkorea, men det er på ingen måde en selvfølge, at THAAD-systemet bliver en realitet med den politiske ustabilitet, der præger Sydkorea for tiden.

Hvis THAAD eksisterer, når missilet bliver affyret, og det lykkedes missilet at nå forbi det, er det stadig ikke sikkert, at det når forbi Japan. Aegis-skibe fra den japanske flåde vil allerede være klar til at affyre deres egne forsvarsmissiler.

Hvis det lykkes missilet at krydse Stillehavet, får det amerikanske missilforsvar i Alaska ansvaret for at skyde det ned. Selvom det godt nok er et missilforsvar med nogle betydelige mangler. “Det er ikke perfekt, og det kommer aldrig til at være perfekt,” siger Baker.

Så hvis Nordkorea virkelig havde heldet med sig, ja, så kunne det potentielt ende med en paddehattesky over en amerikansk storby.

Men det er Bakers professionelle vurdering, at “nordkoreanernes missiler nok aldrig ville nå deres mål, hvis det kun lykkes dem at få affyret et eller to.”

Men der er ret stor sandsynlighed for, at Nordkorea snart får fingrene i et betydeligt farligere atomarsenal.

Baker peger på multi-sprænghovedsmissiler – hvoraf nogle er rædselsvækkende, nærmest utænkeligt avancerede supervåben – som en potentiel vej udenom det amerikanske missilforsvar. “Du kan have flere atombomber på den samme missil, der skydes i forskellige retninger, som du kan sigte med, mens de er på vej ned, og nogle af dem kan være lokkeduer, der bare bruges som afledningsmanøvrer,” siger Baker. Når Nordkorea får fat på den teknologi – og det er kun et spørgsmål om tid – vil de oprigtigt kunne true med et atomangreb på amerikansk jord.

Fase 5: Kina reagerer

Her er en god grund til, at præsident Trump nok bør overveje, hvorvidt han har lyst til at pisse kineserne af: ifølge Baker er det meget muligt, at kineserne vil træde ind i konflikten for at forhindre endnu en Koreakrig, hvis Nordkorea angreb USA uden provokation.

“Kina har antydet, at landet muligvis ville gribe ind i Pyongyang, hvis nordkoreanerne udløste en militær konflikt,” siger Baker. ” Men jeg tror ikke, at kineserne har nogen forventning om, at de er på niveau med USA, hvis den her type konfrontation skulle indtræffe.”

Men det er ikke alle eksperter, der er er overbeviste om, at Kina ville falde sin allierede, Nordkorea, i ryggen. Joel S. Wit fra U.S.–Korea Institute ved Johns Hopkins School of Advanced International Studies skrev i New York Times, at Kina – selvom landet har opfordret Nordkorea til at skille sig af med sine atomvåben – ikke rigtig har ændret sin overordnede attitude over for det isolerede land. “Et forenet Korea allieret med Washington på grænsen til Kina ville være dårligt nyt for Beijing, der fortsat konkurrerer med USA på tværs af Asien,” skriver han.

Fase 6: USA går til modangreb, men smider formentlig ikke atombomber over Nordkorea

Trump har indikeret, at han kunne være villig til at bruge atomvåben for at bekæmpe IS, så det giver vel lige så god mening at antage, at han også ville besvare et atomangreb fra Nordkorea med samme styrke? Det tror Baker ikke.

“Det tror jeg er ekstremt usandsynligt, fordi nordkoreanerne har et ekstremt begrænset antal atomvåben, og den koreanske halvø er virkelig lille, mens konsekvenserne af at smide atombomber på den koreanske halvø er ret alvorlige, både i forhold til det langsigtede genopbygningsarbejde, men også for Sydkorea.”

I stedet forventer Baker “et stort krydsermissil efterfulgt af et luftbombardement mod frontlinjerne af det nordkoreanske artilleri.” Målet, siger han, ville være at gøre Nordkoreas artilleri ubrugeligt langs deres frontlinje, og invalidere deres mobile missilsystemer. Imens alt dette ville være ved at ske, ville USA være i færd med at transportere flere styrker til regionen, siger han.

Fase 7: En krig, som Nordkorea nok ikke vinder

Nu hvor begge sider har affyret våben, er det pludselig fuldstændig ligegyldigt, hvem der startede konflikten, og det er her, at Stratfors tidligere rapport om udbruddet af en konflikt mellem Nordkorea og USA/Sydkorea er interessant. Kort sagt er “konfliktens første par timer virkelig der, hvor Nordkorea skal tage alle tænkelige midler i brug,” fortæller Baker mig. Han mener, at Nordkorea ville ty til sine “traditionelle værktøjer,” hvilket kunne betyde biologiske eller kemiske våben – “sandsynligvis kemiske” – i et forsøg på at sænke amerikanske landstyrker, og at de ville volde noget seriøs skade på det nordlige Sydkorea i konfliktens indledende fase.

Derefter ville det være åben krig, og der giver Baker ikke Nordkorea specielt gode odds.

Medmindre der indtraf et eller andet politisk jordskred, hvor sydkoreanere pludselig elsker Kim Jong-un, fortæller Baker mig, ville enhver konflikt, der involverer USA – og formentlig også bare i et opgør mellem Nord- og Sydkorea – ende med et gevaldigt nederlag til Nordkorea.