Nasa står der på den hvide, læderbetrukne disk i receptionen. Det var det første, der mødte én, når man trådte ud efter turen op med glaselevatoren fra Boltens Gård i København. Hvis man altså havde et medlemskort, så man slap forbi køen, hvor både David Beckham og Peter Schmeichel var blevet afvist.
Det var som at træde ind Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey. Den kompakte natklubs vægge var beklædt af hvid latex, og rummet var tilrøget af osende cigarer. I de hvide lædersofaer kunne man støde på P. Diddy, Kronprinsen og Brian Sandberg.
Videos by VICE
Der havde været tale om hvide slanger, hvide kaniner og hvide hajer, men det endte med at være hvide, japanske koi-karper, der svømmede rundt i akvariet, man skulle passere på vej ind til selve klubben. I dag har akvariet været tomt længe, og der hænger ledninger ned fra loftet, men ellers står lokalerne nogenlunde, som da natklubben slog dørene op for 20 år siden under navnet Nasa.
“Fiskene døde altid,” siger Christina Witzke, da hun går forbi receptionen med det store tomme akvarium. Hun var bestyrer på natklubben, der havde sin storhedstid, da internettet slog igennem, og folk havde masser af penge.
“Nej, det gjorde de da ikke,” svarer Morten Fabricius, der er en af de fire grundlæggere af natklubben. Men Johannes Torpe, en anden af de fire grundlæggere, giver hende ret.
“Nogle måneder kunne vi bestille for 20.000 kroner nye japanske koi kapper, fordi de var paralyserede eller døde. De blev dybt traumatiserede af menneskerne og musikken,” fortæller Johannes Torpe. Det var ham, der stod for indretningen.
Det kan måske også være svært at huske præcis, hvordan virkeligheden var i Boltens Gård i København i slutningen af 90’erne. Men vi gør alligevel et forsøg. Vi har nemlig samlet nogle af nøglepersonerne fra den tid for at høre dem, hvad der egentlig skabte myten om Nasa. Vi har inviteret dem ind i de gamle lokaler til et sidste gensyn, inden resterne af den tidligere natklub bliver revet ned og omdannet til madmarked i starten af 2018.
Techno var lig med ecstasy og vand, housemusikken var kokain og champagne. Og der er bedre forretning i champagne end i vand – Johannes Torpe
Inden vi for alvor træder ind i fortællingen om Nasa, må vi starte på X-ray, der også lå i Boltens Gård. Det var her, de fire grundlæggere af Nasa mødte hinanden. Morten Fabricius, der havde en fortid som bartender på klubben U-Matic, var med til at åbne X-ray sammen med blandt andre Kim Thurmann, der allerede var en kendt festarrangør. Senere kom Johannes Torpe ind over lyd og lys, og Philip Einstein Lipski blev ansat som afrydder. I 1996 gik de fire sammen om at købe klubberne X-ray og Undergrunden, som begge lå i Boltens Gård.
“Da vi startede, var X-Ray et sort neon-univers med tung techno og ravere på ecstasy. Undergrunden var fyldt med gangstere og piger med lidt for korte nederdele på. Jeg gik ind i partnerskabet for at lave en kreativ ændring” fortæller Johannes Torpe, der som noget af det første ændrede Undergrunden til Le Kitch.
“Le Kitch var et eldorado af Barbiedukker og pastelfarver, men det blev hurtigt in-stedet i København. Så begyndte vi at tjene penge, og så lavede vi også X-Ray om. Vi fjernede neon-skiltene, og kastede farver ud over det hele. Væk kom også den tunge techno, og da Kjeld Tolstrup og Kenneth Bager spillede house, skete der noget. Techno var lig med ecstasy og vand, housemusikken var kokain og champagne. Og der er bedre forretning i champagne end i vand.”
De fire partnere havde momentum, så de begyndte at udvikle på en klub, der skulle samle det bedste klientel i København. Klubben skulle hedde Nasa. Og den blev en succes fra starten af.
“Der var behov for noget, der var mere secluded i København. Det handlede om at skabe et sted, der havde sit eget univers og var helt anderledes, end noget der var set før. Vi ville naturligvis gerne have de rigtige mennesker til at komme, men hvem er rigtige? Klaus Riskær kommer ikke, hvis der kun er folk som ham selv og en mangel på skæve eksistenser. Så det var blandingen af mennesker, der var afgørende for, at det ville virke. Og man kom ikke ind, selv om man havde et enormt kreditkort. Det er snobbet, men det virkede,” siger Johannes Torpe. Han var ansvarlig for interiøret, Phillip Einstein Lipski og Morten Fabricius stod for driften, og Kim Thurmann drev trafikken til stedet.
“Vi lignede et 70’er-rockband. Det var en odd sammensætning. Kim var venner med alle og en del af jetsettet. Morten var et stort roligt gemyt, der forstod at holde ro i døren, Phillip havde med sit enorme hår en fast hånd om baren, og så var der mig, der nok var en totalt arrogant designertype,” siger Johannes Torpe og husker tilbage på, hvordan han forvaltede sit ansvar for klubbens fysiske rammer.
“Personalet var nok hunderæd for mig til tider, for der var kontant afregning, og bullshit alarmen var altid tændt. De skulle være deres løn værd. Men efterfølgende sagde de, jeg synes, du var en total nar, men jeg havde respekt for dig.”
Billeder af Nasa skaffer ham den dag i dag stadigvæk nye kunder i hans arkitektvirksomhed.
I dag, 20 år senere, er Philip Einstein Lipski den af de fire grundlæggere, der med sit store, krøllede hår ligner sig selv mest. Han var 23 år, da han blev medejer af Nasa.
“Nasa var en institution for folk i deres smukkeste, sjoveste og fedeste periode i deres liv. Vi var drevet af lysten til at lave det vildeste sted i verden. Vi ville på MTV’s liste over verdens fedeste klubber, og det kom vi. Jeg brugte alt min tid på det, og når jeg ser tilbage, kan jeg måske nogle gange godt føle, at jeg spildte min ungdom. Jeg blev jo prikket og spurgt, om jeg ville være med. Det var ikke min drøm. Men jeg havde aldrig prøvet noget, så jeg gik direkte ud af gymnasiet og ind i det.”
Jeg måtte afvise Peter Schmeichel og hele Manchester United, fordi de kom i deres mest fucked up og hullede Valentino-jeans – Philip Einstein Lipski
Og dér stod han så, gymnasiedrengen med den begrænsede livserfaring, som var to år for ung til selv at komme ind på den klub, han var medejer af – aldersgrænsen var nemlig 25. Han oplevede endda at afvise nogle af tidens største stjerner i døren.
“Jeg kan huske, da jeg måtte afvise Peter Schmeichel og hele Manchester United, fordi de kom i deres mest fucked up og hullede Valentino-jeans. De havde vundet hele mesterskabet, og så kom de der fire dage efter, men jeg kunne ikke lukke dem ind. Peter var den største dansker på kloden, og jeg skulle sige, at han ikke kunne komme ind. Jeg måtte trække dem til side, og han brølede mig bare ned i hovedet,” mindes Philip Einstein Lipski, der først og fremmest husker Nasa-årene som intense og lærerige.
“Vi havde ikke verdens bedste økonomiske sans, hvilket jeg skammer mig lidt over i dag. Vi var jo idealister, og det var vores egne penge, vi brugte, men vi stod tilbage uden en daddel, da det var ovre. Men jeg er blevet dannet af det, rundet af det, og jeg mødte min kone der, som jeg stadig er sammen med i dag.”
“Men vi havde det virkelig skægt. Der var en ekstrem vibe blandt medarbejderne, og det var en meget stor del af årsagen til, at det var så sjovt. Folk var sindsygt fede, karakterfulde, forskellige og elskelige. De var meget generøse at bruge de fedeste år i deres liv inde hos os,” siger Philip Einstein Lipski.
Det var Christina Witzke, der som bestyrer af Nasa stod for rekruttering af personalet, som blandt andet talte sangerinden Szhirley og tv-værten Signe Molde.
“Det er meget politisk ukorrekt at sige i dag, men det var smukke mennesker, der stod i den bar. Der skulle tjenes nogle penge, men personalet skulle også have en fed oplevelse. Bartenderne skulle prøve nogle grænser af, for de var vidne til nogle mærkelige ting. På et tidspunkt var der for eksempel live-pornoshow med kvinder lejet ind til formålet af Metallicas roadies til deres efterfest.”
Christina Witzke husker især Nasa-årene for det sammenhold, der var blandt både personale og klientel.
“Det var sjældent, vi brugte ordet ‘gæster’, for det var venner af huset, der kom. Folk sagde, det var det eneste sted, man helt legitimt kunne gå i byen alene, fordi der altid var et hold derinde, man var en del af. Det var deres sted, det var her, de var hjemme. Man var en del af noget, og folk gjorde en indsats for at være en del af det. Det var næsten helt sekt-agtigt.”
Den tidligere model Alpha D. Cruise var stamgæst på Nasa. Han er fra Nordsjælland, gad ikke gå på Herlufsholm, endte med et miks af Den Franske Skole og en kristen skole i Jylland, og hans morfar var i øvrigt konge af Mali.
“Jeg har haft en opvækst, der er lidt ud over det almindelige,” siger han, og hiver sit gamle medlemskort frem. Christina Witzke undersøger det straks.
“Det er tredje generation af kort, det der,” siger hun.
“Nej, det er anden,” svarer han.
“Det er altså tredje,” fortsætter hun.
“Jeg behøvede alligevel aldrig at bruge kortet for at komme ind,” siger han så.
“Jeg var inviteret med til åbningen i 1997, så jeg fløj ind fra London, hvor jeg arbejde som model. Da jeg kom ind, tænkte jeg oh my god. Jeg havde oplevet mange fede internationale klubber, men jeg var godt nok overrasket over at se sådan et sted i Danmark.”
Det var svært på Nasa. Man gik fra at omsætte en halv til en hel million per weekend til 30.000 kroner – Jean von Baden
Da han flyttede tilbage til København i 1999, blev det hans yndlingssted at gå i byen.
“Der var jo kæmpe snobfaktor i, når folk spurgte, hvad skal I senere? Vi skal på Nasa. Må jeg komme med? Desværre, de lukker dig ikke ind. Folk ville gerne være en del af det, men det var ikke sikkert, de kunne blive det.”
Selvom det var det, der var det fede, så var paradoksalt nok også det, Alpha brød sig mindst om ved klubben.
“Nogle gange var de måske lidt for meget up in their own ass. Nogle gange har de givet folk en dårlig oplevelse, fordi de blev afvist, selvom de måske havde mønt og var gode for stedet. Men det var også det, der var med til at gøre det specielt. Fik jeg i øvrigt sagt, at jeg aldrig selv er blevet afvist?”
“Vi “plukkede” medlemmer til Nasa. Medlemsklubber var set før, men ikke så stringent. Vi udstedte et medlemskort til dem, vi synes var sjove, fede og havde noget at byde på. Jeg kan huske, at Carl-Mar Møller søgte om et kort, og vi var flade af grin, men endte med at give ham det. For er det en oplevelse af have set den her person på den her klub? Hvis ja, så skal de have et kort. Første generation af realitystjernerne ville også ind, men dem sagde vi som regel nej til,” fortæller Morten Fabricius. Det var især ham, der styrede, hvem der kom ind, og hvem der måtte gå hjem igen.
Selveste David Beckham måtte finde sig i at blive afvist. Som med Schmeichel var det tøjet, den var gal med, men målmanden havde i mellemtiden taget ved lære – Schmeichel sad nemlig inde på klubben og “brækkede sig af grin”, da hans verdenskendte kollega måtte se sig om efter et andet sted at fyre den af, fortæller Morten Fabricius.
“Det var et spørgsmål om at holde rødderne og underverdenen ude, og de gik typisk i jeans, og det gjorde man ellers ikke dengang, hvis man gjorde noget ud af sig selv i byen. Så man kunne blive afvist ved at have jeans på, og det blev David Beckham så efter, at han med Manchester United havde spillet mod Brøndby i Parken.”
Ud over at køre med medlemskort og en hård dørpolitik så indførte Nasa som den første klub herhjemme et forbrugsminimum, hvis man ville have et bord.
“Dengang var det nyt, at man forpligtede sig til at bruge et vist beløb for at få et bord. I dag er det jo eksploderet, hvad folk bruger af penge i byen. Men jeg husker det, som om at hvis folk dengang brugte 15.000 kroner eller derover på et bord, så bemærkede vi det.”
Efter fire år som medejer var Morten blevet over 30, og i 2000 skiftede han natklubslivet ud med en karriere i reklamebranchen.
“Det var pisse skægt, og jeg har aldrig fortrudt det. Det var en fantastisk tid. Men på mange måder er det også en ungdomstid. Det er skæve arbejdstider og sjov og ballade. Hvis du har håb om kæreste og børn, så er det lidt noget andet, når du kommer om på den anden side af 30.”
Og så var der en anden ting. Omkring årtusindskiftet var den ulmende bandekrig mellem Hells Angels og Blågårds Plads begyndt at blusse op, og konflikten brød ud i lys lue, da en HA-rocker blev stukket ned på Fever, som lå lige under Nasa.
“Pludselig skulle jeg meget hurtigt hjem fra en skiferie. Man kunne jo ikke vende ryggen til i to sekunder. Det stresser og slider på én, for det blev mere og mere råt, og på et tidspunkt blev den dimension simpelthen for tung. Det blev sværere at navigere i. Man ved ikke, hvad der er op og ned, hvem du fornærmer, og hvad koderne er – og det skaber frygt,” siger Morten Fabricius.
Han og Kim Thurmann blev de sidste af de fire til at trække sig ud af klubben. Et helt nyt ejerhold er på fra år 2002, men de kæmper med økonomien, så Kim Thurmann kommer tilbage for at vende skuden i 2005. Denne gang tager han dj’en Jean von Baden med.
“Jeg får næsten kvalme,” siger Jean von Baden, da han træder ind i de tomme, slidte, hvide lokaler.
“Sidst, jeg var her, var jeg så rasende, at jeg smed jeg mixerpulten ud og skred efter 20 minutter.”
Men inden det endte galt, var det her et sted, Jean von Baden drømte om at være en del af. Da han fik sit første job i det københavnske natteliv, var det som danser på X-ray. Da Nasa åbnede lige oven over, kunne han kigge op til den nye klub fra sit dansebur.
“Jeg tænkte bare, der vil jeg sgu gerne op.” Og det kom han, da Kim Thurmann i 2005 gjorde ham til medejer.
“Anden dag som ejer fik jeg to års karantæne, fordi jeg blev taget med en joint på mig. Jeg fik et brev om, at jeg kun måtte komme der i embeds medfør, og at jeg skulle være ædru. Det var nederen.”
Hvad var værre var, at klubkulturen var ved at ændre sig, og Nasas deroute var uundgåelig, mener Jean von Baden i dag.
“Det gik fra at være et miljø, der hyldede de vilde eksistenser til en flaskereligion tilbedt af bordkunder. Man plejede at hylde artister, de skæve, bøsserne, dragsne, de vilde. Så blev det til at hylde dem, der købte flasker. Empatien og næstekærligheden forsvandt.”
“Dem ved bordene er voyeurer, mens dem på gulvet er ekshibitionister. Men når dem på gulvet bliver trætte af at stå på deres høje hæle, og de ikke kan få et bord at sidde ved, så er de ude. Og så kan voyeurerne sidde og glo på hinanden, for det var jo dem på gulvet, der var de interessante.”
Dødsstødet til klubben kom ifølge von Baden i 2007 – først i form af Facebook, dernæst finanskrisen.
“Facebook var en af de essentielle grunde til, at det ægte fællesskab på Nasa blev ødelagt. Pludselig skulle promoterne ikke rundt med flyers i 100 butikker og frisørsaloner, det hele kunne ordnes med et klik hjemmefra, fordi de havde venner på Facebook. Men det er jo ikke kreativt, og man anede jo ikke, hvem der ville dukke op. Man kunne ikke sikre sig en god publikumssammensætning”
Og så kom finanskrisen buldrende.
“Det var svært på Nasa. Man gik fra at omsætte en halv til en hel million per weekend til 30.000 kroner. De eneste, der ikke havde travlt med at redde deres virksomheder, var gangstere og svindlere. Så det var dem, der var tilbage. Det blev grimmere og grimmere.”
Men når han ser tilbage, nåede han alligevel at have nogle store aftener på klubben.
“P-diddys afterparty efter MTV awards i København var en exceptionelt vild fest. Frederik (Kronprinsen, red.) stod i pulten med mig og drak champagne. Jeg tror, vi var de eneste danskere på klubben.”
Der er også en aften med Mariah Carey, der står klart i erindringen. Måske fordi han endte på forsiden af Ekstra Bladet sammen med superstjernen. Pressen var ellers ikke en del af Nasa, hvorfor der eksisterer så godt som ingen billeder derfra.
“Jeg ville på et tidspunkt kramme Mariah Carey, og så var jeg ved at falde. Så da fotografen tog et billede, lignede jeg en rabiat psykopat, der var ved at overfalde hende. Balancen i, hvem der er kendt i Danmark, ændrer sig, når internationale kendte kommer på besøg. Nik og Jay stod næsten og græd, da de prøvede at give Mariah Carey deres cd’er.”
Nasa er ikke længere Nasa, og i 2007 trækker Jean von Baden sig ud. I dag er han psykoterapeut med speciale i afhængighed, men ved særlige lejligheder kan man stadig se ham bag dj-pulten.
Hvad der skete med Nasa efterfølgende er svært at skrive sandheden om. Medierne rapporterede, at den tidligere fodboldspiller Jakob Svingaard blev ejer fra 2006 frem til en konkurs i 2010. Siden var det champagnedrengen Mads Dinesen (ham, der hældte champagne ned i “fattighullet”), der overtog stedet i 2011, inden han senere endte i fængsel dømt for bedrageri.
“Jeg brugte det som min private legeplads og drak nærmest lageret op,” fortæller han over telefonen.
Efterfølgende forsøgte folkene bag Kulørbar at give natklubben et sidste pust liv, men fusen var gået af raketten, og ikke engang svindlerne eller de wannabe-kendte gad længere at komme der. Sidenhen har akvariet og de hvide læderbeklædte møbler stået tomme – og det samme har den plads, som Nasa havde i Københavns natteliv, da klubben var på toppen.
Om lidt bliver interiøret revet ned, når lokalerne skal danne ramme om endnu et madmarked i København. Så når du i foråret står i kø til en gourmet-hotdog øverst i Boltens Gård, så husk på, at det var her, bandekrigen blev udkæmpet, Kronprinsen bællede champagne med P-Diddy, og David Beckham fik besked om at skrubbe hjem med sine hullede jeans.
