Folk fortæller om deres værste oplevelser med madkrig

Den her artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES Holland.

---

Du har ikke været rigtigt i live, før du ved, hvordan det føles at proppe en håndfuld spaghettier ned i en eller andens trøje. Sådan har man det i hvert fald, hvis man er et af den slags priviligerede mennesker, for hvem mad ikke bare noget, der skal i systemet for, at man kan overleve. Man kan nemlig også bruges som våben til at bekrige hinanden.

Jeg har svært ved at sætte tal på præcis, hvor mange gange jeg er gået i dækning bag en køleskabslåge eller har gemt mig under et tilfældigt bord for at beskytte mig mod æg, skefulde med tomatsovs, kager og andre fødevarer, der er blevet kastet i min retning. Selvom det kan lyde en smule farligt, er jeg altid sluppet relativt uskadt fra den slags oplevelser. Men ikke alle er lige så heldige som jeg.

Madkrig kan faktisk være farligt. I Italien blev 70 mennesker sidste år såret under en appelsinkamp. Og der findes masser af rædselshistorier derude. Jeg samlede derfor et par smertefulde hollandske historier fra folk, der havde intentioner om at have det sjovt, men hvor resultatet var knap så sjovt.

Jeg endte på skadestuen med forbrændninger på mit øre.

Rosa, Rotterdam

I min by er det årlige marked en stor begivenhed — også selv om folk hellere vil gå på barer end prøve forlystelser. Sidste år drak mine venner og jeg en masse øl, hvorefter vi endte på et lokalt fastfood sted, der ligger på en meget travl gade. En gang imellem blev en pomfrit for sjov kastet gennem luften i retning mod en eller andens ansigt. Det eskalerede hurtigt fra en enkelt pomfrit ad gangen til flere, og før jeg vidste af det, fløj en masse forskellige slags friterede fødevarer gennem luften. Jeg var ikke rigtig i humør til det, så jeg forsøgte at komme væk derfra, før jeg endte med en hamburger i håret. Men min ven syntes, at det var det sjoveste i verden, og hun pressede derfor –– selvfølgelig uden at have tænkt særligt meget over det –– et stykke brandvarmt, dybstegt ost ind i øret på mig.

Karakteren af mine skrig må have gjort hende pinligt ædru. Den varme ost løb ind i mit øre og dryppede ud i mit hår. Stedet var så proppet, at ingen rigtig lagde mærke til det. Jeg endte på skadestuen med forbrændninger på mit øre. Det lagde en dæmpe på min appetit for den slags eskapader. Heldigvis slap jeg med et par enkelte brandvabler.

Jeg kunne ikke se noget i 20 minutter.

Darla, Amsterdam

Mine forældre gik engang med til, at jeg kunne holde min fødselsdag i deres sommerhus, så med cirka 15 af mine venner satte jeg kurs mod landet. Vores tasker var fyldt til randen med øl og sprut – det var den perfekte opskrift på en katastrofe.

Vi var allesammen ret stive og sad og spiste burgere, da en af mine venner pludselig råbte ‘food fight!’ Derefter kastede hun sin burger i ansigtet på en anden. Overvældet af en pludselig bølge af entusiasme samlede min kæreste en fuld flaske Martini op og hældte den udover mig. Jeg fik alkoholen i øjnene og kunne ikke se noget i 20 minutter. Jeg troede oprigtigt, at jeg var blevet blind og gik totalt i panik. Vi havde ikke smartphones, så vi kunne ikke lige google os frem til en løsning. Men med tiden aftog smerterne. Madkrigen fortsatte, men mit forhold til Martini er ødelagt for evigt. Bare jeg dufter til det, brækker jeg mig næsten.

Mens den stakkels vært ringede efter en ambulance, stod jeg i midten af lokalet, forvirret og smurt ind i vaniljecreme.

Anonym, Hoorn

Da en af mine venner skulle holde housewarming, så jeg det som en perfekt mulighed til at organisere en madkamp. Jeg købte en masse mad sammen med nogle venner og planlagde forløbet. Når værten på et tidspunkt vendte tilbage fra en tur på toilettet, ville vi smøre ham ind i flødeskum. Surprise! Vi købte alt mulig mad, der var godt at kaste med: frugt, småkager og vaniljecreme. Vi klædte os på til kamp.

Da vi satte gang i kampen, viste det sig dog hurtigt, at værten var knap så entusiastisk omkring projektet. Han var ikke glad for, at vi smurte hans nye lejlighed ind i klistrede madvarer. Og de andre gæster gad ikke have mad på deres festtøj, så de gik i ly på altanen.

I et forsøg på at være sjov, og ansporet af alkoholen i mit blod, samlede jeg et plastikvinglas op, der viste sig ikke at være lavet af plastik. Det gik dog først op for mig, da jeg havde sluppet glasset igen og sendt det flyvende gennem luften. Som var det slowmotion kunne jeg følge glasset splintre mod en piges hoved. Hun blødte pænt meget. Mens den stakkels vært ringede efter en ambulance, stod jeg i midten af lokalet, forvirret og smurt ind i vaniljecreme. Det var så pinligt, at jeg aldrig fik taget mig sammen til at kontakte hende efterfølgende. Værten og jeg ser ikke meget til hinanden længere.

Jaap, Amsterdam

Jeg startede tidligt med madkrig. I syvende klasse kastede jeg en småkage i øjet på Zwarte Piet, da han kom og smed slik ind i vores klasselokale. Han endte på hospitalet.

Det gik ikke bedre, da jeg kom i gymnasiet. I en pause begyndte en eller anden at kaste med æbler. Så vi lagde en plan: i den følgende pause ville vi give igen med endnu flere æbler. Det endte med at flere og flere elever udrustede sig med æbler. Jeg kan huske, at alle eleverne bombarderede hinanden med gule, røde og grønne frugter. Og det endte med at gentage sig i flere dage. Frokostpausen brugte man til at kaste med de æbler, man havde samlet sammen. Det vidste alle i skolen, så pludselig rendte alle eleverne rundt med frugt på sig.

Skolens ledelse blev hurtigt trætte af det, og i slutningen af ugen var der ekstra opsyn i frikvarterene. Nyheden spredte sig hurtigt: Alle, der kastede med frugt, ville blive bortvist. Jeg var i syv sind. På den ene side havde jeg været med til at starte det hele, men på den anden side bad inspektøren mig om at være med til at stoppe det, fordi jeg var med i elevrådet.

Som den hykler jeg er, endte jeg med at hænge skilte op på gangene med advarsler som “Et æble i hånden er bedre end ti i luften!” og “Pedellen vil finde dit æble hurtigere, end du kan nå at kaste det!” Heldigvis var der aldrig nogen, der fandt ud af, at jeg havde været med til at starte det hele.