Alle dem, du er tvunget til at sidde ved siden af, når dit arbejde holder julefrokost

Ho-ho-ho-host, vi er nået til den tid på året, hvor nogen har hængt lodne sølvguirlander op i lysstofrørene, placeret influenzakontaminerede pebernødder i Margretheskåle og andensorterings-julestjerner fra Lidl på dit hæve-sænkebord, og du ved, at det betyder to ting:

1. Du skal jævnligt kigge op i loftet, så du for alt i verden undviger den gustne svampebeklædte undskyldning for en mistelten, som Lone ude fra receptionen (kend hende på den purpurfarvede polyester-nissehue fra Glitter, som hun ifører sig den 30. november, og som hun tilsyneladende ikke tager af igen, end ikke for at sove, før det bliver januar) hvert år insisterer på at medbringe fra sin nyttehave i Herlev.

2. Du vil snart være tvangsindlagt til at bruge en hel aften sammen med de mennesker, som du af fuldstændige tilfældige årsager i forvejen bruger to tredjedele af dit liv på, på grund af det fænomen, vi danskere kollektivt har bildt hinanden ind er en kulturel søjle på linje med Grundtvig og Stryhns grovhakket: Julefrokosten.

Og det kræver forberedelse. For i bedste fald kan det her faktisk blive en ganske hæderlig fest, som du vil nyde, og som kan bringe dig tættere på dine kolleger og din chef (læs: en lønforhøjelse). Og i værste fald kan 'festen' blive præcis det fucking mareridt, der er lagt op til. Det afhænger blandt andet af den ekstremt akavede stoleleg, der kan vare hele natten, når en flok mennesker, der lader som om de kan lide hinanden én gang om året, skal forsøge at fordele sig rundt om et langbord, så de på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen kommer til at sidde ved siden af en, de rent faktisk magter at tale med.

Derfor får du her en liste over alle dem, du er nødt til at forberede dig på at få til bords til dit arbejdes julefrokost:

Kend ham på kombinationen af utrættelig entusiasme for irrelevante samtaleemner koblet med et tomt blik i øjnene og det faktum, at du for alt i verden ikke kan huske, om han hedder Michael, Morten eller Mathias. Den nyes desperate hungren efter at blive accepteret af sine nye kolleger kan fungere fint som support-latter (omend i et upassende højt toneleje) for nogle af dine mere dovne jokes i løbet af aftenen – men træd varsomt. Hvis du krydser grænsen fra "høfligt imødekommende" til "decideret kammeratlig", har firma-rookies nemlig en tendens til at blive ekstremt omklamrende. Afværg triviel, obligatorisk introduktionssnak ("Nåh, du har også læst politisk sociologi, siger du. Kender du så Louise?") ved at tørre ham af på den kollega, der var ny før ham.

Er du selv den uheldige november-ansatte, der går ind til en julefrokost med en skov af random, nye kolleger, du ikke aner, hvem er, har du følgende to valgmuligheder:

a) Hvis du er party-ækvivalenten af det her rullefald, så go for it. Fisk dine top fem bedste festhistorier frem, og udrust dig til en aften med heftig Rød Aalborg-induceret networking. Forbered dig på, at din identitet på arbejdspladsen i høj grad vil være bygget op omkring din festpræstation til julefrokosten. Så forsøg at undlade at patte på en stor, fed joint foran din nye chef eller at brække dig i gaderoben.

b) Gør dig selv en tjeneste, champ – bail den her. Drop julefrokosten i sidste øjeblik med en mystisk og hype-genererende undskyldning, som; Min ven er lige vågnet fra et koma, eller; Jeg er nødt til lige at tage et smut til udlandet.

Hvordan spotter man veganeren til festen? Bare rolig, det behøver du ikke spekulere på, for hun nok selv fortælle dig det. Det mest triste ved den slidte joke er, at den passer. Og nu sidder Lotus Lavendel lige ved siden af dig og koketterer med, hvordan hun af dyreetiske og din-krop-er-dit-tempel-mæssige årsager bliver nødt til at plukke mandlerne ud af risalamanden og levne resten på tallerkenen, og "har du egentlig overvejet, hvad det er, DU propper i munden?" Flash forward tre timer, hvor I står bøjet over et lokumsbræt med en sammenrullet, snotvædet pengeseddel og skal til at indtage et tvivlsomt pulver, som trækker et blodigt spor af børnearbejde og guerillakrig hele vejen fra Columbia til Carolines fintfølende, veganske og glutenallergiske korpus. Men fordi du har oplyst hende om allergener og bildt hende ind, at din kokain er 100% økologisk og fair trade-mærket, ender alt jo godt.

Der findes en helt særlig tonal frekvens for det anstrengte grin, du udstøder, når Hanne fra HR introducerer dig som "mælketyven" til resten af bordet, fordi du ÉN FUCKING GANG tog den sidste sjat minimælk i køkkenet for næsen af hende, hvorefter I lollede lidt over det. Siden har hun sagt "hej mælketyv!" hver eneste fucking gang, I har passeret hinanden på gangen. Nu sidder du og bruger flere muskler på at holde dit stive smil, mens hun fortæller "historien", end du ville på 45 minutter i planken, og det kræver endnu flere at modarbejde impulsen til at sjaske skålen med rødkål i hovedet på hende. Let it go, Hanne.

Med det fine kontor, de løse mødetider og de ekstra nuller på lønsedlen følger et meget vigtigt ansvar, når man bliver chef. Ansvaret for, at ens medarbejdere kan have en fuld og fuldkommen uanstændig julefrokost langt væk fra den, de skal se i øjnene til MUS-samtaler og lønforhandlinger. Ansvaret for ubemærket at liste af, så snart snapsen begynder at ryge ned som Grøn Gajol og ja, surt nok, ansvaret for at skulle indtage den slatne catering-julemad og så alligevel gå glip af al det sjove. Desværre finder der masser af chefer, som serieforbryder sig mod den uskrevne kontrakt, fordi de såååå gerne være en del af kliken – de vil høre al sladderen og have at vide, at de er den mest cool og nede-på-jorden chef, du nogensinde har haft, og derfor finder du dem storsvedende på dansegulvet år efter år.

Og ja, du vil på et tidspunkt få enten den ansvarlige, ædru chef eller den 'super cool' (super stive) chef som sidemakker, og så snart du har luret, hvilken slags chef du sidder ved siden af, må du indrette din aften derefter:

Ædru boss: Gør som ham. Drik med måde, velvidende, at han snart er ude af døren, og så kan du vende tilbage til din oprindelige plan om at danse på et bord, knalde på en kopimaskine og generelt opføre dig som en stor julefrokostkliché. Husk at lade være med at tale om ting, som du bør kunne huske, at I har talt om, mandag morgen. Det kan du højest sandsynligt ikke, og du vil nødig være den, der har glemt el jefes vise ord. Tal om ligegyldigheder – du kan (vistnok) ikke blive fyret for at være en dårlig bordherre/-dame.

Fuld boss: Meget værre. Du kan ikke sådan lige skifte plads, så du må være med på aaaalt det 'sjove', chefen finder på, indtil bordplanen løsner op, og så bør du hurtigst muligt komme laaaaangt væk. En fuld chef er et løsgående missil, og du vil ikke være den, det slår ned i. Du vil ikke være den, der kommer til at afsløre pinligheder om dig selv eller dine kolleger, og lørdag morgen virker best-buddy-forholdet til chefen slet ikke lige så fedt, som det gjorde fredag nat. Og husk nu, for alt i verden, at tæt dans med chefen vil blive husket af dine kolleger og gøre øjenkontakt med nogen som helst til en smertelig affære helt ind i sommeren 2018.

Der er en grund til, at du hellere vil spise din frokost ved dit skrivebord end at sidde sammen med Patrick i kantinen, og der er en grund til, at Patrick er ekstra lang tid om at låse sin cykel, så I slipper for at stå i elevatoren sammen. Grunden er, at du og Patrick fucking ikke kan udstå hinanden, og selvfølgelig er det ikke din skyld men Patricks – for Patrick er en forbandet taber, der aldrig skulle have haft chancen for at kalde sig din kollega. Og selvfølgelig er I kommet til at sidde ved siden af hinanden, og se nu lige Patrick, som rigtig har fået noget at drikke, og nu klemmer han sig gudhjælpemig med ud på handicaptoilettet for at nasse på din coke, og fandme om han ikke formaster sig til at sige til dig: "Hvorfor er det, vi aldrig hænger ud sammen?" Det er der så mange oplagte svar på, men besind dig og giv ham i stedet en ordentlig streg fra den pose, som først er til meget senere på aftenen. Den pose, du har din ketamin i. That's right, giv ham noget hest, og nyd synet af din nye 'bedste ven', som foran hele firmaet – og med uoprettelige sociale konsekvenser – er ved at finde ud af, hvorfor man ikke bør tage imod stoffer fra folk, man ikke er venner med.

Melder du dig klar til julefrokost, melder du dig også klar til at fyre den af med den vildeste side af Johnny, Carsten og Tina. De er fulde, de er glade – det kan du høre, fra det øjeblik du træder ind af døren – og de vil have DIG med op at danse. Jooo, kom nuuuuuu. Velkommen til, hvad der er årets begivenhed for disse patetiske, 40-something snaps-soldater. Under det svedplettede jakkesæt fra Tøjeksperten og/eller lilla Zizzi-tunika med paillet-udslæt gemmer der sig en alt-for-levende illusion om, at det i den digitale tidsalder stadig er muligt at have en uforpligtende, konsekvensløs affære med en betydeligt yngre kollega. Hvis det her var dig til sidste års julefrokost, så lad være med at splintre dine kollegers allerede stærkt anstrengte forhold til dig ved at tro, at du er Hank Moody, når du i virkeligheden er kolonialchef i Føtex Kalundborg. Har du virkelig lyst til at vågne på endnu et badeværelse, i endnu et forsamlingshus, med smagen af fortrydelse og opkast i munden og din værdighed mere sønderbombet end dit ægteskab? Så gå dog på Victoria Milan som alle andre normale, varmblodede douchebags.

Er du derimod et potentielt offer, har du på forhånd identificeret vedkommende, og har du et brændende ønske om at afvæbne denne tikkende cringe-bombe, kan det gøres med et enkelt spørgsmål:

"Har du det godt, Henning?"

"Ja da!"

* Kniber øjnene sammen og holder dyb øjenkontakt*: "Men hvordan har du det egentlig, Henning?"

Træd et skridt tilbage, og se på, mens korthuset af 25 års selvbedrag kollapser over karrysilden.

Synes du ikke at være i stand til at udpege denne højrøstede, stive onkel-type til din julefrokost, henvises du til følgende flowchart:

Er du så heldig, at din bordherre er ham den veltrænede svensker fra regnskab, der ikke forstår et ord dansk, selvom han har været på en dansk arbejdsplads i tre år? Så kan det gå to veje: Enten lever han op til din forventning om, at hans slikkede udseende kompenserer for en harmløs ikke-personlighed, der bedst kan sammenlignes med vådt pap, og så kan I kneppe løs i kopirummet uden frygt for konsekvenserne. Eller også gemmer hans voksdukkede ansigt med det pomadefedtede hår på en anden og mere lurvet karakter, der først for alvor åbenbarer sig for dig den efterfølgende mandag. Pludselig er jeres kopimaskineknald blevet til en indforstået joke, som alle på kontoret har hørt, og 10 år for sent finder du ud af, hvor ødelæggende et kønsvorteanfald kan være for julestemningen.

Læs mere fra VICE:

Jeg tilbragte natten i Magasin til Black Friday og fik min tro på danskerne tilbage

Dit liv kan ændre sig totalt, hvis du stopper med at drikke og fylde dig med stoffer

VICE-guiden til at fylde 30 for mænd