Jeg tog mit grimmeste tøj på til Fashion Week for at finde ud af, hvor nemt det er at blive spottet af street style-fotograferne

Til sidste Copenhagen Fashion Week erkendte jeg, at jeg ikke forstår modeverdenen. Jeg forstår simpelthen ikke motivationen for at stadse sig ud, som var man gæst til en højkulturel fundraiser med vagabond-dresscode for massepsykotisk at stoppe de samme goodie-bags og det samme granatæblevand ned i svælget på hinanden på halvårlig basis.

Men i stedet for bare at sidde passivt og lobbe skarpladt hån over, hvor det satiriske gærde er lavest, besluttede jeg i år at tage skridtet videre og bruge mine erfaringer til at knække koden på modeugens kranspulsårer: street style fotograferne.

Jeg har hørt, at det at blive stoppet af en street style-fotograf som amatør-fashionista er ligesom at være amatør-fodboldspiller og få at vide, at en talentspejder møder op til næste kamp. Det er din store chance. Den eneste forskel er, at du i stedet for at være god til fodbold bare skal… gå rundt. Gerne iklædt bukser og anden beklædning. Og gerne i nærheden af nogen med et kamera, der har det der karakteristiske sultne, oxymoroniske blik i øjnene, der siger: "De der 12 separate click-to-view street style sider i Soundvenues modesektion fylder ikke sig selv".

Men det kan vel ikke være så nemt… kan det?

Alle billeder af Amanda Bødker

Det her er mig til hverdag. Altså, det er jo ikke en katastrofe, men samtidig er mit overvejende sorte tøj og gennemsyrede IDGAF-isme –  en stil, jeg selv godt kan lide at betegne som "den velklædte hjemløse" – endnu ikke noget, der har vakt den store opsigt på den danske modescene.

Jeg lader vores social media-redaktør – hvis sans for high fashion jeg har betydeligt mere tillid til end min egen – style mig på førstedagen. Jeg kombinerer hans grønne jakkesæt og ihærdigt pudsede "indiske militærstøvler" med et par solbriller, jeg engang har købt på Roskilde (i en noget mere beruset tilstand end nogen mand nogensinde bør købe en brille) plus den her hat, der, af en eller anden grund, har ligget i min lejlighed i årevis, uden at nogen, jeg kender, vil kendes ved den. Ja, det er en fucking fjer, der stikker ud af den.

Til sidst tilføjer jeg trumfkortet; den kant, der vil adskille mig fra mængden: lomme-fisken. Jeg ligner The Riddler's søn, hvis The Riddler's søn var med i GENTS – og jeg er godt tilfreds. Det er slut med at bygge outfits op omkring ting, jeg finder i Månefiskerens 'Glemte sager'-kasse. Det her er begyndelsen på resten af mit liv. Mit liv på frontlinjen af dansk haute couture.

Det er rigtig koldt i Ørestaden i februar måned. Rigtig koldt og blæsende. Og mørkt. Jeg træder akavet og uglamourøst ud af Uber-Mazdaen, der har kørt os – min fotograf og jeg – til det første modeshow på vores tætpakkede aftenprogram. Først nu går det virkelig op for mig, hvor lidt energi jeg til hverdag bruger på at se velkoordineret og præsentabel ud.

Alt sejler. Min hat blæser af. Jeg taber fisken på vejen og må løbe tilbage efter den. Fashion over function. Her er ingen street style-fotografer. Kun modeugemennesker i flok, der forsøger at navigere sig frem til, hvilken en af Bella Centrets 35.000 roterende døre og konferencerumsindgange, der fører til Han Kjøbenhavns catwalk.

Jeg genfinder mit zen indenfor. Jeg får stukket et glas Absolut Vodka i hånden med mmm…er det… tranebær? Lyset dæmpes, og alt bliver pludselig meget eksistentialistisk. Perfekte modeller med is i øjnene marcherer rundt om fire galger, hvor rotter i menneskestørrelse lægger løkker om halsen på folk med sække over hovedet. Det hele er lidt a la Silent Hill, hvis alle karaktererne havde været københavnske hipstere med bundløse kassekreditter. Jeg er ekstremt glad for, at jeg ikke er på syre, og nipper til min drink, mens jeg noterer mig modellernes selvsikre holdninger og følelsesforladte ansigtsudtryk.

Jeg forlader Bella Centret. Udenfor planter jeg mig foran Fashion Week bussen, så fashionistas og eventuelle style spotters på vej videre ikke kan undgå at se mig.

Jeg kan ikke finde ud af, om det er en kompliment at blive ignoreret. Betyder det, at jeg passer ind? Den eneste person, jeg indtil videre har set med et kamera, er en høj, uinteresseret dude iklædt en safarihat. Jeg holder akavet øjenkontakt med ham i alt for lang tid. Det er overraskende svært at fokusere på at virke fierce, fattet og naturlig, når samtlige celler i kroppen hungrer efter at blive fotograferet. Min telefon vibrerer for at indikere, at aftenens næste Uber er klar til at føre os videre til LaLa Berlins show i midtbyen. Jeg erkender modvilligt mit fotoløse nederlag, og forlader Amager. Til min store glæde ser det nu pludselig ud til, at heldet er med mig. Jeg har vundet Uber Pop-lotteriet og bliver kørt til Nikolajkirken in style.

Da showet er forbi, bliver folk i kirken og mingler. Det er nu, jeg skal slå til. Jeg photo-bomber to piger, der bliver fotograferet med en iPhone, og jeg kommer vistnok med på nogle stemningsoptagelser af den fashion-kødrand, der opholder sig i rummet.

Men jeg kan mærke på de få, få sekunder kameramanden glædesløst retter kameraet mod mig, efter jeg har kredset insisterende og ordløst rundt om ham i 10 minutter, at han virkelig ikke er nede med mig, og jeg kan se, hvordan al glæden forsvinder fra hans ansigt, da han ved en fejl får øjenkontakt med mig. Det føles ikke ægte. Jeg skal have dem til at komme til mig. Jeg føler mig uønsket, og jeg føler i stigende grad, at jeg ligner en indremissionsk bedemand, der lige har opdaget disco.

MISSION FAILED.

På missionens andendag beslutter jeg, at det er slut med tyrolerhatte og lommefisk og at passe på, at jeg ikke spilder på mit tøj. I dag vil jeg blæse på logik og selvbevidsthed. I dag skal jeg street style-spottes. Fra morgenstunden gennemroder jeg klædeskab og kælderrum for at finde de suverænt grimmeste ting, jeg af en eller anden grund ejer, og skabe det værst tænkelige outfit. Jeg ender med at tage på arbejde i:

- 1 stk. krøllet rød blazer (499,- på tilbud i H&M. Virkede som en god ide i 2.g.)

- 1 par stramme sorte jeans (som for nylig er sprækket fra røv til skridt, og som derfør skal lide den endelige saksedød.)

- 1 Atlanta Braves baseball-spilletrøje (plettet med, hvad jeg formoder er sennep.)

- 1 QuickFood hat (som jeg af sentimentale årsager valgte at beholde (med samtykke fra Dansk Supermarked A/S) efter jeg indstillede min prominente deltidskarriere som fransk hotdog-forhandler i Føtex, Nykøbing Falster.)

- 1 jakke svøbt rundt om livet, fordi det er fashion at svøbe sig i ting (okay, den her jakke er faktisk fra WoodWood, den ligger ret højt på listen over fashionable ting, jeg ejer, men den passer på en eller anden måde ind, for outfittet har ikke noget bælte, og jeg har faktisk stjålet jakken fra min roommate, som jeg er ret sikker på, har stjålet den fra sin bror.)

På kontoret kigger mine kolleger dårligt nok op fra deres computere. Folk nikker henkastet til mig på gangen. Ser jeg virkelig så dum ud til hverdag, at det her ikke er noget ud over det sædvanlige? Jeg går på badeværelset med en saks og massakrerer de pensionerede skinny jeans. Jeg har bemærket, at det er sådan noget, folk gør for at se 'street' ud – skærer huller i deres bukser med vilje. Det føles mere som diffus teenage-rebelskhed end street. Fordi fuck… kapitalisme? Mit improviserede outfit pølser sig sammen alle de forkerte steder, og jeg ligner – i mangel på bedre ord – en idiot.

Next stop : Malene Birgers show i Kongens Enghave.

Der er koldt og gråt i Kongens Enghave, og folk går klædt i hverdagsbekymringer og dunjakker. Her må en smule original style være som blod i vandet for modehajerne, tænker jeg.

Allerede før vi ankommer, sker det. Jeg går målrettet – min bedste catwalk – mod en enlig street style-fotograf, der står ude foran det varehus på Enghavevej, hvor eventet finder sted. I hvad der virker som slow-motion, vender han linsen mod mig og begynder at knipse løs. This is it. Jeg er ved at blive opdaget! Jeg camouflerer overraskelsen og begejstringen over, at mine 15 sekunder i søgelyset er skudt i gang med nogenlunde samme nonchalance, som jeg observerede hos catwalkens iskonger og isdronninger i går.

Jeg nikker anerkendende til ham, som om jeg ved, hvad der foregår, og går ind i gården.

Før jeg har set mig om, er der syv-otte kameraer rettet imod mig.

"Kig til venstre," er der en af dem, der siger. Jeg kan ikke tro det. Det her sker. Kejserens nye klæder er lasede bukser, en rød blazer og en pølsedreng-kasket fra QuickFood.

 Seancen bliver ved i et minuts tid – et minut, der føles som en evighed. Jeg er en fashion sensation. Jeg har fået mit gennembrud.

 Efter den større kamerastorm, der markerede min ankomst, er forbi, går fotograferne hurtigt videre til andre forbipasserende. En af dem følger lidt efter mig uden at sige noget og knipser et billede fra afstand, hver gang jeg kigger på ham.

Ekstatisk – og samtidig rystet i min grundvold – forlader jeg stedet for at se, om jeg kan opspore mig selv på nogle fashionblogs.

Vi slutter dagen af på Hotel Ibsen, hvor jeg har tilmeldt mig Carmakomas åbne fotoshoot, som jeg havde tænkt mig at bruge som sutteklud, hvis min mission havde slået fuldstændig fejl. Jeg kaster nogle diskrete blik på de andre fremmødte modeller til #diversityisbeautiful-shootet – alle sammen hvide kvinder i 30-40-års alderen – og konstaterer, at jeg er til street spotting-ækvivalenten af de der Dove-reklamer.

Men her er trygt og hyggeligt. Vi får goodie-bags fyldt med rosafarvede cremer og parfumer, og der serveres rødbedechips og "kirsebærvand", der smager mistænkeligt meget af Ribena. Og #diversity-arrangøren virker vildt glad for at jeg har tilmeldt mig, åbenbart som den eneste mand. Jeg bliver coachet i at posere, og de færdige billeder bliver sendt til mig på mail.

MISSION  FAILED. ACCOMPLISHED!

Men hvad har jeg så lært af mit rise and fall som banebrydende trendsetter? Selvom jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg midt i kamerakrydsilden ikke fik lidt ondt af fashion, for det ivrige forsøg på at forstå det dybere statement i en formløs QuickFood-kasket, så er street-style-safarigængere og modeugens øvrige fashionistas vel i bund og grund bare ligesom så mange andre nørder. Sig du kan lide dem, eller at beundrer dem, eller at du forstår dem, eller at du kan lide, beundrer og forstår det, de brænder for, og så bliver de glade.

Og hvis du drømmer om at blive street-spotted og blive den nye Askepot af dansk fashion, så bare gør det. Men husk fisken – og den der sang Macklemore lavede om genbrug. Du vinder på udstrålingen – og at du føler dig hjemme i dit ultragrimme kluns – så vær dig selv. Helt ærligt. De tager billeder af hvem som helst.